Forskere: Regeringen gør det lettere at snyde med forskning

Lyt til artiklen

Forskere får lettere ved at snyde med data, når de fremover bidrager til ny og vigtig viden om alt fra medicin til miljø og politik. Advarslen kommer fra forskerne selv og flere førende eksperter inden for blandt andet jura og medicin. De kritiserer skarpt, at regeringen i denne uge ændrer arbejdsreglerne for forskernes vagthund, Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) i en ny bekendtgørelse. »Udvalgene bør ikke svækkes, tværtimod. Udkastet bærer præg af manglende viden og omtanke for kvaliteten i dansk forskning«, siger professor, dr.med. Niels E. Skakkebæk, Rigshospitalet i København. Kritikerne fremhæver især tre problemer. Bekendtgørelsen tillader kun UVVU at undersøge offentlige forskere - private går fri. Det bliver generelt sværere at klage til UVVU, og udvalgene må kun undersøge forskere med en kandidateksamen. »Falsk videnskab kan ende med at skade patienter. Man har mange eksempler på forskere internationalt, der blandt andet har fabrikeret eller selektivt udvalgt data«, siger professor Keld Danø fra Rigshospitalet. Inkvisition I 2003 udtalte UVVU, at Bjørn Lomborgs bog 'The Skeptical Environmentalist' var skrevet i strid med god videnskabelig skik. Afgørelsen blev siden underkendt af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Efter Lomborg-sagen var der derfor bred enighed om at se UVVU grundigt efter. En arbejdsgruppe blev nedsat og ledet af professor Mogens N. Pedersen, Syddansk Universitet. Han undrer sig over ministerens udspil: »Det er mit indtryk, at man risikerer at tage alt magt og indflydelse fra UVVU«, siger han. Kritik af udvalg Juraprofessor Peter Pagh, Københavns Universitet, deler ikke kritikernes bekymring. Tværtimod mener han, at UVVU er et overflødigt og misvisende organ, der helt burde afskaffes. »Det er forfejlet at lade et inkvisitorisk præsteskab diktere, hvad der er rigtig og forkert videnskab. Der skal være højt til loftet. Plagiering kan imødegås uden UVVU, og hvis en forsker manipulerer, vil det normalt føre til debat og reaktion fra andre forskere«, siger han. Henrik Waaben, landsdommer og formand for UVVU, bekræfter, at UVVU var enig med regeringen i, at reglerne trængte til et gennemsyn efter Lomborg-sagen. »Men vi er bestemt ikke tilfredse med resultatet. Om det er en straf, vil jeg overlade til ministeren at svare på«, siger Henrik Waaben. Videnskabsminister: Ingen smagsdommeri Videnskabsminister Helge Sander (V) afviser ikke, at ændringen kommer på grund af Lomborg-sagen. »Vi vil have et slankere og mere gennemsigtigt UVVU. Vi ønsker at undgå smagsdommeri«, siger ministeren. Han mener dog ikke, at UVVU er blevet svækket: »Udvalgene får lov til i begrænset omfang at tage sager op af egen drift«. Lomborg: Chikane skal undgåes Manden, der startede hele udredningsarbejdet, Bjørn Lomborg selv, hæfter sig ved, at det nu bliver sværere at klage. »Det er vigtigt, at man ikke kan anmelde hvem som helst bare for at chikanere dem«, siger Bjørn Lomborg: »Men dybest set er det et spørgsmål om, at sagerne skal behandles mere grundigt. Mine klagere sendte hundredvis af sider, som jeg ikke fik lov at svare på«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her