Det første, jeg lægger mærke til, er, hvor utrolig lille skærmen er. Den er på størrelse med min tommelfinger. Helt seriøst.
Jeg står på min kollega Rasmus Thygesens kontor på Politikens redaktion. Det er ham, der har styr på computere, telefoner og andet udstyr her i huset. Han er vores go-to-guy, når der er knas med teknikken.
Gennem mine 13 år på Politiken har han flere gange skiftet min telefon ud. Det begyndte med en dengang top-of-the-top Nokia something. Det var dengang, mobiler skulle være så små som muligt. Jeg kom videre derfra med en iPhone 4s og kører i øjeblikket på min anden iPhone 5, da den første fik lidt for meget vand under en rejse i Østen.
Jeg bliver altid glad, når jeg ser Rasmus Thygesen. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Måske fordi han ordner ting. Han er en fixer. Altid er jeg blevet opgraderet. Det har været en støt stigende kurve.
En undskyldning for sig selv
Nu sker der det stik modsatte. Jeg bliver nedgraderet til en - lad os være ærlige omkring det - ret ussel Nokia med mikroskærm, tastatur med omkring taster og et billigt udseende. Plastik. Den ligner en undskyldning for sig selv, som Jeg rækker ham min iPhone, og han lægger den i en æske, lukker den og rækker mig det usle alternativ.
»Du kan godt spare dig at begynde at rode rundt herinde en tidlig morgen, hvor jeg ikke er her. Jeg gemmer din telefon et sted, hvor du aldrig finder den. Vi ses om en måned«, siger han.
Jeg ryger pludselig en tur i tidsmaskinen tilbage til 2001, da jeg sad på RUC og spillede snake på min Nokia 3310, mens underviserne skrev på tavlen med kridt. Mon der er snake på min nye telefon?
Det værste ved min nedgradering fra super-iPhone-bruger til indehaver af en telefon, der først og fremmest kan modtage og besvare opkald og sms’er, er, at det er helt frivilligt. Det er et eksperiment. Og det er her på førstedagen ikke helt gået op for mig, hvad jeg har begivet mig ud i.
Det begyndte på et redaktionsmøde for nogle uger siden på Politiken. Lad mig fortælle, hvordan den slags foregår, hvis I ikke ved det:
Vi sidder omkring et hvidt bord i et mødelokale uden en eneste opmuntrende plakat på væggene. Her er bart og goldt. Hvis der stod en plante i et hjørne, ville den være visnet bort. Vi har kaffe, smartphones, kuglepenne og lidt halvkrøllede udprint af nogle mail, som en chef har sendt ud. Det er her, vi skal være kreative. Det er efterår. Vi er blege i huden. Jeg tjekker mail, Instagram, Facebook og løbe-appen Garmin Connect inden for mødets første fem minutter. Jeg keder mig gevaldigt.
Men kaster jeg et blik på en liste med idéer. ‘Opmærksomheden skrider’, står der. Det er et referat fra et seminar på Politiken. ‘Udgangspunkt: Tager smartphones etc så meget opmærksomhed, at ingen i dag orker at læse en skønlitterær bog?’. Og punkt nummer to ser interessant ud. ‘Dagbog fra en person, der helt dropper smartphone i en periode - hvad savner vedkommende, og hvordan får han alligevel den nødvendige information?’. Jeg tænker på min egen hverdag. Jeg griber min iPhone som det første, når jeg vågner om morgenen. Og den er det sidste, jeg ser, inden øjenlågene glider i om aftenen.
Mens jeg sidder ved redaktionsmødet, bliver de andres samtale til en fjern mumlen. Jeg tænker på noget, min femårige datter sagde for nylig. Vi sad ved middagsbordet, og jeg skulle liiiiige tjekke noget. Et eller andet. Ligegyldigt hvad. Bare noget.
»Far… Hallo… FAR… Du sidder med din telefon hele tiden!!«.
Chefer vil gerne lukke aftaler på møder. Det er deres opgave. Så jeg tænker, at jeg hellere må byde ind med noget i stedet for at vente på, at jeg bliver bedt om et-eller-andet. Det er trods alt det, jeg får løn for.
Og jeg har faktisk gennem flere måneder tænkt på, at det er løbet fuldstændig af sporet med den telefon. Alt for meget af mit liv ligger derinde. Jeg lytter ikke. Falder ud af samtaler. Er hele tiden på vej videre. Koncentrationen glipper. Bøger får jeg ikke læst. For helvede. Jeg hører ikke engang, hvad min datter siger.
Så jeg tager ordet på mødet.
»Jeg tænkte på, at jeg måske skulle lave den der dagbog?«.
fortsæt med at læse
