Stress-epidemi. Ordet giver 4.250 danske hits på Google. Men tallenes tale er, at der på fem år ikke kan måles nogen stigning i det samlede sygefravær på de private og offentlige arbejdspladser.
Det viser en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) baseret på tal fra Danmarks Statistik.
»Det er rigtigt, at der indrapporteres flere tilfælde af stress, men de beskæftigede er altså ikke mere belastede, end at både det kortvarige og det langvarige sygefravær holder sig på et stabilt niveau«, siger viceadministrerede direktør i DA Pernille Knudsen.
Hun understreger, at »det naturligvis er uacceptabelt, når ledelsen på en arbejdsplads ikke løfter ledelsesopgaven, så de ansatte får stress af den grund«, og at Dansk Arbejdsgiverforening ikke påstår, at de stresssygemeldte selv er ude om det.
»Stress er bare blevet en kampzone. Vi må væk fra, at den ene part siger, at den enkelte skal løse problemet, mens andre siger, at det er arbejdspladsens skyld«, siger hun.
Den viceadministrerende direktør er opmærksom på, at offentlige arbejdspladser får flere påbud på grund af dårligt arbejdsmiljø end private. Alligevel finder hun det stabile sygefraværstal for hele arbejdsmarkedet »ekstremt positivt«. Det overrasker hende heller ikke.
»Vi lever længere, den almene sundhedstilstand er i bedring, og Danmark er det EU-land, hvor man oplever bedst balance mellem job og fritid og tillid til ledelsen. Men samtidig kan det nogle gange i debatten lyde, som om vi er ved at blive slået ihjel på arbejdet. Vi skal passe på, at retorikken ikke tager overhånd«, siger Pernille Knudsen.
Tal med faldgruber
Bo Netterstrøm, der er tidligere overlæge og leder af Arbejdsmedicinsk Klinik, mener ikke, at Dansk Arbejdsgiverforening kan konkludere så drastisk, at et stabilt generelt sygefravær på arbejdsmarkedet tyder på, at der ikke kan være stigning i den alvorlige stress på de offentlige og private arbejdspladser.
»Den slags statistikker er fulde af faldgruber«, siger Bo Netterstrøm.
For det første peger han på, at der helt generelt ikke findes tal for, hvilke sygdomme arbejdstagerne lægger sig syge med.
»Så vi ved ikke engang, hvor stor en del af det eksisterende sygefravær, der er, som har relation til stress«, siger Bo Netterstrøm.
Han giver DA medhold i, at der ud fra sygefraværsstatistikken ikke er hold i en eventuel påstand om, at en stærkt stigende del af arbejdsmarkedet sættes ud af spillet på grund af stress. Men han påpeger også, at selv om 15-20 procent af danskerne i store befolkningsundersøgelser angiver, at de er stressede, er det næppe mere end 1-2 procent, der bliver sygemeldte af den grund.
»Der er kæmpestor forskel på at føle sig stresset og så at sygemelede sig af den grund. Så selv om sygefraværet som følge af stress for eksempel skulle være steget fra 1 til 2 procent, er det ikke sikkert, at det slår nævneværdigt igennem i den samlede statistik«, lyder vurderingen fra Bo Netterstrøm.
Meget ligger i en gråzone
Tage Søndergård Kristensen, tidligere professor på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, kalder det »naivt« at forestille sig en national sammenhæng mellem sygefravær og stress.
»Sverige og Norge er to af de sundeste lande i verden, og de har verdens højeste fravær, mens det danske fravær har været stabilt lige så længe, vi har data for. Og det er ikke særlig højt«.
Han peger på, at mange tilstande, der giver anledning til fravær, befinder sig i en gråzone mellem rask og frisk, og at det derfor i vidt omfang er et vurderingsspørgsmål, om man er syg nok til at melde afbud til jobbet. Og når fraværet her til lands er relativt lavt, kan det hænge sammen med, at det er arbejdsgiverne, der betaler de syges løn. I Sverige er det den offentlige pengepung, der holder for.
»Det er ganske svært at fyre de syge i Sverige, så her går de ansatte rundt og hæver sygedagpenge for statens regning. I Danmark ryger de måske ud, da vi jo har den berømte flexicurity«, siger Tage Søndergaard Kristensen.
Han peger i stedet på, at undersøgelser har vist, at det især er unge, specielt kvinder, der generelt føler sig mere stresset, og at bekymringen snarere skal rettes mod dem.
»Det tolker jeg mere som resultat af en kultur, der har udviklet sig, med »altid at være på og aldrig være god nok«. Det kan vi komme til at betale en meget høj pris for«.
fortsæt med at læse
