Billedet på Dan Jørgensens (S) første halve år som fødevareminister er dyrevennen Dan, der – stående i gummistøvler og blå heldragt – bekymret aer den lille griseunge i favnen.
Han vil givetvis beholde sit offentlige prædikat som nærmest fanatisk dyreven. Men det næste halve år kommer både han og regeringens fødevarepolitik til at skifte fokus: væk fra staldene og opgøret med landmændenes halekupering over til danskernes egen hverdag, hvor der ifølge Dan Jørgensen er brug for en regulær revolution i vores omgang med mad.
Vi spiser for usundt, erklærer ministeren. Selve måden, vi spiser på, er også usund: foran fjernsynet, i bilen, på cyklen. Det, der kunne være en stolt madkultur med lækre egnsretter, ender ofte med hurtige løsninger lånt fra andre lande. Befolkningen bør i langt højere grad gøre måltidet til en institution i hjemmet. Spise efter årstiderne, spise lokalt, spise friske varer, spise traditionsbåret.
Minister i opgør med danskernes madvaner»Det der med, at mad bare er noget, der skal køres hurtigt ind – hvor man befinder sig – det er usundt. Og i hvert fald trist. Forskere har svært ved at forklare, hvorfor franskmænd, italienere, grækere og andre har mindre fedmeproblemer end i mange andre dele af verden, selv om de egentligt spiser fed mad. De burde være tromlefede alle sammen. Hvorfor er de ikke det? Ja, jeg tror, det er, fordi de har en meget bedre måltidskultur. De sidder ned, nyder maden, er nærværende omkring måltidet, er sammen om maden, taler om maden, spiser måske mindre retter, men strækker måltidet over længere tid«, siger Dan Jørgensen.
»Vi bruger vildt meget tid på at se tv om mad«
Han bygger sit opråb på fire grundlæggende paradokser, der står at læse i faktaboksen her på siden. Eksempelvis ser danskernes iver efter madprogrammer i fjernsynet ikke ud til at slå igennem i form af sundere madvalg.
»Vi bruger vildt meget tid på at se tv om mad og på samtalekøkkener. Men vi er blandt de lande i Europa, der bruger mindst af vores disponible indkomst på mad. Vi sidder – det gør jeg også – og ser brødrene Price, mens vi kører crap ned«.
Hvorfor skal du blande dig i, hvordan man laver flæskesteg, eller om man spiser foran fjernsynet?
»Jeg skal jo ikke bestemme, hvordan folk vil spise. Jeg laver ikke lovgivning, der siger: Du skal spise 50 procent økologisk, fru Jensen, ellers kommer staten med en sanktion. Det er ikke det, jeg siger. Men jeg kommer med et klart budskab. Hvis vi kan få gjort op med nogle af disse paradokser, vil det have positive effekter på vores sundhed«.
»Jeg er godt klar over, at fødevareministre normalt ikke gør det på denne måde. Men hvis ikke man som fødevareminister … Nu har jeg for pokker fået en platform at stå på. Hvis ikke jeg skulle starte sådanne debatter – hvem skulle så?«.
Overskrider du ikke en grænse i forhold til folks private hjem, når du som minister anviser en måde, vi skal gøre tingene på derhjemme?
»I hver fald skal man passe meget på, at det ikke bliver den løftede pegefinger ...«.
Men er det ikke netop det?
»Det synes jeg ikke. Men jeg håber at kunne pege på nogle paradokser, så danskerne selv – nedefra og op – gerne vil være med til at ændre det«.
Bør reguleringen ikke stoppe ved dørtærsklen?
»Hvis nogen derude direkte vil sige til mig, at de er ligeglade med, at folk i stigende grad dør af at spise forkert – fint, så tager vi debatten. Men når sundhedsministeren har en holdning til, at det er usundt at ryge, er det også fair, at fødevareministeren har en holdning til den mad, vi spiser. Det er ikke at forbyde folk at få fløjet frugter ind fra Brasilien i stedet for at drikke fynsk æblemost«.
Væk fra undskyldningerne
Det er et meget konkret og personligt område at markere sig på, hvor folk sidder, når de spiser?
»Måske vil nogle synes det, men så kan de heldigvis lade være med at læse den artikel i Politiken eller gå ind på min Facebook. Eller folk kan sige: ’Dan Jørgensen, du er en idiot’, og fint nok, så tager vi debatten. Men jeg tror, rigtig mange er enige med mig i, at paradokserne er spøjse, og at vi skal gøre noget ved det«.
En borgerlig regering ville vel aldrig bevæge sig så langt ind i dagligstuerne – er det her, man ser forskellen på en rød og en blå regering?
»Ja, det tror jeg helt sikkert. Jeg oplever tit fra borgerligt hold, at Fødevareministeriet primært er sat i verden for at varetage Landbrug & Fødevarers interesser, altså landbruget. Det gennemsyrer den borgerlige tilgang til fødevareproduktion, at vi skal lave så meget som muligt – så billigt som muligt. Og når jeg sikrer bedre dyrevelfærd eller andet via regulering, skal jeg altid høre på, at de borgerlige ikke vil være med til det, fordi det svækker vores konkurrenceevne på verdensmarkedet. Men i min tilgang handler det ikke kun om markedskræfter og bnp. Det kan godt være, bnp stiger, hvis vi sælger flere tons chips eller slik. Men det er ikke noget, vi bliver lykkeligere af eller et bedre samfund af«.
Mange familier er pressede i hverdagen. Hvordan skal man kunne inkorporere alle disse rigtige måder at omgås mad på, når det er svært bare at få hverdagen til at hænge sammen?
»Jeg siger: Lad os snakke om hvordan. Så vil jeg som politiker prøve at hjælpe til, så godt jeg kan. Jeg kan være med til at sætte fokus på folkeskolen. Jeg kan være med til at ændre fokus, så vi kommer væk fra undskyldningerne for ikke at bruge økologi. Jeg prøver at tale op til nogle ønsker, som de fleste allerede har«.
Taler du ikke helt derop, hvor folks hverdag slet ikke er?
»Det tror jeg ikke. Der er en begejstring for mad derude et sted, og det er den, jeg taler op til. I virkeligheden bevæger jeg mig væk fra noget, der kunne virke som løftede pegefingre. Ernæringsrådene skal selvfølgelig være der, men den tilgang har netop karakter af løftede pegefingre. Jeg vil hellere tale til begejstringen – hvis folk ikke har den, kan jeg ikke nå dem alligevel«.
fortsæt med at læse
