Jeg har de 130 kvadratmeter i stueetagen, og min far har cirka samme areal i sin lejlighed ovenpå. Vi har hver vores lejlighed i huset.
Min far går på arbejde, jeg går på arbejde, mine to ældste børn går i skole, og den yngste går i børnehave. Når vi er hjemme, har vi hver vores fritidsinteresser. Men for børnene har det givet noget tryghed at vide, at der ovenpå bor en, de kender.
Det var også sådan, jeg selv havde det med min farmor og farfar, da jeg voksede op, og de boede i den ene lejlighed i huset. Jeg vidste jo, at de var der, og der var en tryghed i, at der altid var nogen.
Husene her på Overbys Allé i Valby er bygget fra 1901 til 1903, hvor man etablerede et arbejderkvarter her. Historien om vores hus er, at min tipoldemor Johanne Saul købte det, da det blev bygget. Hun flyttede ind i det sammen med sin søn, Edwin. De var blevet forladt af Edwins far, som var emigreret til USA. Min tipoldemor etablerede vaskeri i huset og vaskede for finere folk.
Da Edwin blev voksen, købte han huset af min tipoldemor, som blev boende i det, til hun døde. Edwin giftede sig og fik en søn, Børge, som blev min farfar. Da min farfar voksede op her og senere købte huset, blev hans far og mor boende.
Sådan bor de: »I campingvognen har vi alt: sengepladser, spiseplads, køkken og endda også bad«Sådan har historien gentaget sig. På et tidspunkt købte min far huset, og min farmor og farfar blev boende. Huset er hele tiden blevet solgt fra generation til generation.
Mine tre børn er sjette generation i huset, og jeg er femte generation. I dag er huset delt op i ideelle anparter, hvor min far ejer den ene, og jeg ejer den anden.
Fælles have
Jeg og min eksmand flyttede ind i huset, da min ældste søn var knap et år gammel. Det er 12 år siden til efteråret, og det er fire år siden, jeg blev skilt fra min eksmand, som stadig er min gode ven. Da vi flyttede hertil, var det vigtigt, at min eksmand også gerne ville bo her, under samme tag som sin svigerfar.
Jeg vidste jo godt, hvordan det er at bo sådan, for jeg havde jo gjort det med min farmor og farfar. For min eksmand var det nyt, men han ville meget gerne bo her.
Selv om vi har hver sin lejlighed, har vi også nogle ting, vi deler. For eksempel vaskemaskine og tørretumbler og også haven, hvor vi helt naturligt og uden at have aftale om det skiftes til at slå græs og gerne hjælper hinanden med at klippe hækken. Vi er enige om, at her ikke skal være en masse bede med prydblomster, som er omstændelige at passe.
Min mor døde, da jeg var ti år, så jeg boede i mange år alene med min far og min lillesøster. Jeg tror, at der for min far er en tryghed i, at hvis der skulle ske noget med ham, selv om han er meget frisk og aktiv, så er jeg i huset. Vi er tæt på hinanden. Ingen af os skal pakke en bil og køre langt for at komme, hvis der sker noget.
Hver sit privatliv
Vi blander os ikke i hinandens privatliv. Hvis min far får besøg af nogen, jeg ikke kender, så skal min far nok fortælle mig om det, hvis jeg skal vide noget om det. Jeg spørger ikke, hvem han har haft besøg af.
I det hele taget spørger vi ikke hinanden om alting. Jeg skal nok få tingene at vide, hvis det er noget, der involverer mig.
Når vi kommer hjem fra arbejde, hænder det tit, at vi lige drikker en kop kaffe sammen, min far og jeg. Og så behøver det ikke at være sådan, at vi bagefter også skal spise aftensmad sammen og snakke en masse sammen. Vi har mange små og mere uformelle møder.
Sommerserie: Vi indbetaler alt til den fælles kasse. 20 procent får vi udbetalt som lommepengeVi har ikke planlagte fælles maddage, men jeg synes, vi er gode til at sige til hinanden: Spiser du ikke med i dag? Også selv om vi bare skal have simpel hverdagsmad.
Fordi vi bor sådan her, kan børnene nemt lige være sammen med deres morfar i en halv times tid. Hvis man i stedet bor langt fra hinanden og skal bevæge sig en halv time for at være sammen med sine bedsteforældre, så føler man ligesom, at man skal være sammen med dem i nogen tid. Man kan ikke på samme måde tillade sig at gå efter en halv time, for nu har man lige transporteret sig selv i lang tid for at komme derhen.
Vigtigt at være rummelig
Hvis der er noget, man gerne vil have lavet om eller er bekymret over, må man sige det til hinanden. Man skal sige det højt, og så er det vigtigt, at man ikke tager det for personligt. At man får tænkt det ind som noget konstruktivt, for det her er jo et bofællesskab, vi gerne vil have til at lykkes.
Min far og jeg deler holdninger og værdier om de fleste ting, og vi er meget enige i måden, vi gør tingene på. Da jeg var teenager, havde vi selvfølgelig de kontroverser, som man nu engang har med sine forældre i den alder. Men jeg synes ikke, at vi havde så mange, og det er nok vigtigt. Hvis man har haft mange konflikter med sine forældre i sine teenageår, vil man måske også få flere, hvis man senere hen vælger at bo under samme tag.
Jeg tror, at meget er indforstået mellem min far og mig. Andre ville måske stille flere spørgsmål til hinanden, hvis de var mere forskellige, end vi er. Og så tror jeg, at det er vigtigt ikke at gå i små sko, hvis der bliver sagt et eller andet, som man kunne tage personligt.
Når man bor, som vi gør, er det vigtigt at være rummelig og nogle gange bare sige ’pyt’.
fortsæt med at læse
