Det er ligesom humlebien. Den burde ikke kunne flyve, men det kan den.
Sådan beskrev en forsikringstaksator familien Allermanns nye hus i Albertslund, hvor der til familiens skræk viste sig at mangle to tredjedele af de bærende stolper, der skulle understøtte taget.
»14 ud af 22 var helt fjernet, 4 var reduceret eller flækket og stod som halve tændstikker, og 4 kendte vi ikke tilstanden på, fordi vi ikke kunne få adgang uden at splitte badeværelset ad«, siger Jens Martin Sonne Allermann, der opdagede skaden, kort efter familien i maj havde overtaget huset, og havde forventet, at ejerskifteforsikringen ville dække.
Men siden der hverken var sætningsskader i vinduer eller døre, var det ikke noget, forsikringsselskabet ville gøre noget ved, og trods af de alvorlige skader på huset mente familiens forsikringsselskab altså ikke, at det var noget, ejerskifteforsikringen skulle dække.
Og dermed stod Jens Martin Sonne Allermann, hans gravide hustru, Cilia Sonne Allermann, og parrets 2-årige datter med skøde og nøgler til et hus, det var farligt at flytte ind i.
»Det var et chok. Vores egen ingeniør havde sagt, at den var helt gal, og at huset ikke har den fornødne sikkerhed mod svigt. Når de bærende stolper mangler, kan taget brase ned ved snefald eller hård vind – huset kan nærmest blæse omkuld«, siger Jens Martin Sonne Allermann.
En omstridt ordning
En ejerskifteforsikring er en forsikring, langt de fleste huskøbere vælger at tegne, når de køber ny bolig. Dens dækning hænger sammen med den tilstandsrapport, der bliver udarbejdet af en byggesagkyndig i forbindelse med bolighandlen. I tilstandsrapporten gennemgår en byggesagkyndig beskikket af Sikkerhedsstyrelsen boligen for fejl og mangler, og det er så meningen, at ejerskifteforsikringen dækker over eventuelle fejl og skader, som ikke står anmærket i tilstandsrapporten. Det er denne offentlige ordning, der kaldes huseftersynsordningen.
Men som tidligere beskrevet i Politiken har huseftersynsordningen været genstand for hård kritik fra aktører som Danske Boligadvokater og Forbrugerrådet Tænk. Blandt andet fordi danskerne har svært ved at få deres ejerskifteforsikringer til at dække. To ministre har været i samråd om ordningen, og der er igangsat en større undersøgelse af, om forsikringsselskaberne har indflydelse på, hvordan selve tilstandsrapporten bliver formuleret, og dermed hvad forsikringen dækker og ikke dækker.
Samtidig er Sikkerhedsstyrelsen ved at lægge sidste hånd på en helt ny model for tilstandsrapporter, der ifølge køreplanen skal træde i kraft 1. februar 2019. Ifølge kritikere som Danske Boligadvokater og BfBE, foreningen for byggesagkyndige, vil den nye ordning dog ikke stille forbrugerne bedre i forhold til at få ejerskifteforsikringen til at dække. Snarere vil den skabe endnu mere kaos på et område, hvor forbrugerne i forvejen oplever forvirring og langtrukne sagsforløb.
Klagenævnet
Jens Martin og Cilia Sonne Allermann havde deres egen køreplan: De var begge færdige med deres uddannelse og havde fået fast job, de havde fået deres første barn, havde sat lejligheden i Vanløse til salg og fundet drømmehuset med have, der ville kunne rumme den familieforøgelse, der er på vej. De havde valgt en vuggestue i den nye kommune, og deres datter var i gang med at blive meldt ind.
Det eneste, der skulle laves, var en fugtskade i gulvet og et nyt køkken.
Men så dukkede skaden op.
»Vi kontaktede forsikringsselskabet med fuld forventning om, at de ville dække. Vi kunne heller ikke se andet af vores betingelser i ejerskifteforsikringen. Vi havde gjort et grundigt arbejde for at vælge en af de bedste på markedet. Vi havde valgt den, vores boligadvokat anbefalede, for vi vidste godt, at nogle dækker meget lidt«, siger Jens Martin Sonne Allermann, som ikke ønsker forsikringsselskabets navn oplyst, da sagen endnu ikke er afsluttet.
Selskabet sendte først en række spørgsmål, som de bad om at få besvaret. Hvad årsagen til skaden var, hvad det ville koste at udbedre den og så videre. Det skulle familien få en håndværker til at beskrive. Og da det handlede om en bærende konstruktion, valgte familien at få en ingeniør til det.
»Jeg spurgte, om han havde erfaring med den type skader, og han sagde, at han aldrig før havde set noget lignende. Beregninger viser, at hvis man fjerner bare én af de bærende stolper, kan taget ikke bære den krævede snelast. Og her var det minimum 14 stolper, der var fjernet«, siger Jens Martin Sonne Allermann.
Forsikringsselskabet sendte en taksator ud, som, da han ankom, ikke havde læst rapporten fra familiens ingeniør. Det var ham, der endte med at sammenligne huset med en humlebi.
»Der blev jeg også gal og kunne ikke se, hvordan man kunne lægge det til grund for en afgørelse. Vi stod med en svækkelse af konstruktionen med nærliggende risiko for skade, som vi helt klart mente, ejerskifteforsikringen måtte dække«, siger Jens Martin Sonne Allermann, der i henhold til selskabets egne betingelser udbad sig en ny vurdering. Den blev afvist.
Derefter udarbejdede familien en skriftlig klage, hvor de henviste til tidligere afgørelser i Ankenævnet for Forsikring.
»Det var ubegribeligt for os. Vores ingeniør havde sagt, at i hans øjne og med hans erfaring ville sagen gå klokkeklart igennem. Og vi så for os, at det hele nu ville få endnu længere udsigter, fordi vi skulle ud i et klageforløb. Vi havde en idé om, at når de havde afvist én gang, ville det blive op ad bakke at få dem til at ændre deres afgørelse« siger Jens Martin Sonne Allermann.
Det begyndte også at have menneskelige og økonomiske konsekvenser for familien, som blandt andet havde betalt ingeniørens beregninger og omkostninger for genhusning, samtidig med at de også havde faste udgifter til det nye hus, opmagasinering af møbler og et advokatsalær.
»Vi skulle bruge ufattelig meget tid på at sætte os ind i procesforløb, tidligere afgørelser og så videre. Det har været opslidende for os. I al beskedenhed ser vi os selv som en ressourcestærk familie, der også har en robust økonomi. Men det er følelsen af at blive uretfærdigt behandlet og den usikkerhed, det har medført for familien. Man ved jo ikke, hvordan sagen falder ud, og man mister sin planlægningshorisont. I forvejen ved de fleste, at det er en forvirrende tid, når man flytter«, siger Jens Martin Sonne Allermann.
I august meddelte forsikringsselskabet, at de har seks måneders sagsbehandlingstid for klagesager.
»Her følte vi os nødsaget til at overveje at gå til ankenævnet, hvis ikke sagsbehandlingen blev fremskyndet«, siger Jens Martin Sonne Allermann, og det lod de forsikringsselskabet vide.
Herefter besluttede forsikringsselskabet at sende en ingeniør ud at se huset.
»Han var enig i, at der var ’omfattende skader som medførte et udbedringsbehov’. Forsikringsselskabet tilkendegav, at ejerskifteforsikringen skulle dække udbedring af skaden«, siger Jens Martin Sonne Allermann.
Og selv om det var en umiddelbar lettelse for familien, er sagen ikke afsluttet endnu.
»De seneste to måneder har der været en langstrakt proces om, hvordan skaden skal udbedres«, siger Jens Martin Sonne Allermann.
Han mener ikke, det burde have trukket sådan ud.
»Det her er ikke en kompliceret sag. Det er nogle stolper, som er blevet fjernet, og som skal op igen. Hvis bare de havde erkendt hurtigere, at det ikke var en ekspert, man havde sendt ud fra starten, var man meget hurtigere kommet til den rigtige konklusion, og vi kunne være kommet hurtigt videre. Det har virkelig været frustrerende«, siger Jens Martin Sonne Allermann og tilføjer:
»Det paradoksale er, at vi føler os heldige og privilegerede, fordi vi har kunnet klare de ekstra udgifter, sagen har medført – og fordi vi har kunnet bo hos mine svigerforældre, der bor i en nærliggende kommune. Hvis ikke vi havde haft de ressourcer, havde vi formentlig været nødt til at give op«.
Redaktionen er bekendt med navnet på familien Allermanns ejerskifteforsikringsselskab og har også været i kontakt med det for at bede om en kommentar til sagen, men selskabet har ikke ønsket at udtale sig.