Da DR og en række andre medier bekendtgjorde, at ’Alkohol, kaffe og slik er større klimasyndere end oksekød’, var jeg ved at få aftenkaffen galt i halsen. Som så mange andre har jeg faktisk prøvet at omlægge mine kostvaner. Fanatisk bliver jeg aldrig, men det er lykkedes mig at skære så meget ned på kødet, at jeg nu betragter mig selv som en del af det såkaldte fleksitarsegment. Og det gik såmænd udmærket, lige indtil jeg læste denne overskrift.
Men pokker tage mig, om jeg nu også skal til at forsage rødvin, kaffe, slik og kage i en højere sags tjeneste, nemlig klimaets, tænkte jeg, mens jeg hvislede »klimatosser« sådan helt for mig selv. Derefter indstillede jeg blikket på ’ignorer’, altså det indstuderede blik, man finder blandt tjenere, der ikke ønsker kontakt til gæsterne. Med andre ord prøvede jeg at lukke øjnene for et budskab, som ikke passer ind i mit univers. Men samtidig må jeg indrømme, at jeg hoppede i nyheden med begge ben uden at stille det oplagte spørgsmål: Hvem står bag budskabet?
