De bor ellers pænt, Sus og Peter Rosenqvist. Med gode møbler i de høje rum i villaen på Frederiksberg. Men det går de åbenbart ikke så meget op i, for overalt fra gulv til loft er der stablet æsker, på sofabordet og reolerne, oven på skabene, på chatollet og kogeøen, hele fæstninger af pap rundt om børnenes legetøj. Det ligner et lager. Og det er det. Det ligner en passion. Og det er det.
Stregkodemaskine »Vi måtte f.eks. anskaffe en stregkodemaskine«, siger Peter.

»Vi ved jo ikke et klap om sådan noget her, men hver del skal altså have en stregkode. Så vi har tastet alle koderne ind og printet dem ud og klæbet mærkater på bestikket. Der er forskellige koder til hver. 23 i den matte udgave og 23 i den blanke«. Sus er fotograf og Peter frisør, og de havde vist ikke regnet med, at et bestik bogstavelig talt skulle komme til at fylde så meget i deres hverdag. Men Sus hedder Bojesen Rosenqvist, og designeren Kay Bojesen var hendes farfar. LÆS OGSÅSuperdesigner er vild med dansk trælegetøj I 1930'erne tegnede han bestikket Grand Prix, der er kendt og værdsat ikke mindst blandt arkitekter og designere og andre, der holder af godt dansk design. For eksempel er det bestikket, man spiser med på de fleste danske ambassader rundt om i verden.
Vennerne pakkede æsker i haven I en årrække stod firmaet Rosendal for produktionen og salget, men da kontrakten udløb for et par år siden, skulle Sus og hendes søskende tage stilling til, hvad der skulle ske med det. Og så var det, at Sus og Peter, der ingen erfaring havde med at styre en designproduktion, eller med salg og markedsføring for den sags skyld, besluttede at gå i gang og fylde stuerne op med papkasser. Så måtte den ældstes børnefødselsdag holdes et andet sted. »Til den første store ordre satte vi borde op i hele haven«, fortæller Sus. »Og så sendte jeg en sms rundt til alle vores venner, eller i hvert fald dem, som jeg vidste var nogenlunde systematiske, og skrev, at vi havde akut brug for hjælp. Og så kom de og sad ved hvide duge ude i vores have en hel, lang sommeraften og klæbede stregkoder på bestik og pakkede det i æsker«. Begyndte forfra Inden de nåede så langt, var der imidlertid gået en lang proces. Først skulle man finde en ny producent. Bestikket blev på det tidspunkt produceret i Kina, prisen var lav og kvaliteten med. Sus og Peter fik i stedet en aftale i stand med den oprindelige producent i Japan. Betingelsen var, at der blev lavet nye støbeforme efter de oprindelige tegninger. I løbet af årene var støbeformene blevet slidt, og efterhånden lignede bestikket ude i butikkerne ikke sig selv. Sus satte sig med skydelæren og målte omhyggeligt det hele efter. Og tegningerne gik mange gange frem og tilbage mellem Frederiksberg og Japan, fortæller Peter. »Altså, vi er rimelig hysteriske«, indskyder Sus. »Men en halv millimeter er ret meget, når der er tale om en bordkniv«. LÆS OGSÅManden bag B&O-designet fylder 85 På spørgsmålet om, hvad det er, der har drevet ægteparret til at kaste sig ud i det kæmpearbejde i fritiden oven i fuldtidsjob, to børn og en travl hverdag, siger de samstemmende, at det er begejstringen over at få lov at arbejde med ting af kvalitet. Det fungerer bare »Prøv at tage det op i hånden«, siger Sus. »I modsætning til mange designbestik, der har det med at tage opmærksomheden fra maden, så fungerer det her simpelthen. Det vigtige for Kay Bojesen var, at tingene fungerede. Og det hænger sammen med den klare, rene form. Ligesom korpussølvet, han tegnede, er bestikket helt rent i formen, og ligesom han placerede sølvet på teaktræsfade, der spejlede sig i sølvet, så er det også lyset, de omgivende ting, der giver bestikket her karakter. Det spejler dagslyset og kommer til at leve, uden at man egentlig tænker over hvorfor. Det virker bare«. Kay Bojesen er nok mest kendt for de ting, han designede i træ, brugsting og legetøj, ikke mindst den berømte abe. Men bestikket udtrykker på en vis måde en kerne i det, han ville, mener Peter.
Formgivere »For Sus er det med godt design en hverdagsting, men for mig var det her helt nyt land. Jeg har aldrig før i mit liv tænkt på bestik. Jeg kunne klare mig med en enkelt gaffel, indtil jeg blev 20«. Egentlig er både fotografen og frisøren jo formgivere i en vis forstand, som Sus tænksomt tilføjer. Og nu er de også stregkodetrykkere, æskepakkere, kvalitetskontrollører, grossister og har været på messe og alt muligt. Illums Bolighus, Skjalm P og alle de andre store kunder har vist deres interesse. En ordre fra en dansk restaurant, der skal åbne i New York, er i hus. Skal fotografen og frisøren så til at leve af det her fra nu af? »Det tror jeg ikke«, siger Peter. LÆS OGSÅMuseumsdirektør drømmer om mode »Men måske en dag. Det er jo ikke lige let det hele. Selv om man går ned i sin bank og siger, at man har solgt for 800.000 kroner stålbestik på en messe, så siger de bare, at det kan de ikke bruge til noget. Og de fleste, vi kender, der har forstand på tingene, ryster på hovedet ad os, fordi vi to bare har kastet os ud i det her og gjort det hele på en gang uden en forretningsplan og al den slags«. Tror på det Men alligevel har alle omkring parret hjulpet til. Grafikeren inde ved siden af med salgsmaterialet. En anden bekendt har skrevet teksterne. Og lige så stille er der kommet et par deltidsansatte til hjælp nogle få timer om ugen. Sus og Peter mener det alvorligt, selv om de bare er »to tosser«, som de selv udtrykker det. Hvordan turde de, midt i en økonomisk krise? »Jamen, det er jo, fordi vi tror på det her«, siger Peter og griber ned i en af æskerne. En teske? »En kaffeske«, får jeg at vide. »Og det her«, Sus og Peter viser mig en anden teske, en anelse større. »En dessertske, eller amerikansk teske, som det hed før i tiden«. Sus og Peter Rosenqvist er blevet eksperter. »Det her bestik er så stærk en ting, at det nok skal gå«, siger de, da jeg tager afsked med dem i lagervillaens køkken. »Så vi har bare at hænge på«.
FACEBOOK