Fællesskab, samhørighed og tryghed. Det er noget af det, som karakteriserer den lille andelsforening på Nygaardsvej nr. 22 på ydre Østerbro. 49-årige Hanne Bartholin har boet her i 19 år sammen med sin datter, som nu er 22 år og flyttet hjemmefra. Det får nu ikke Hanne Bartholin til at gå i flyttetanker: »Jeg har da tænkt over det, men jeg har rigtig svært ved at se, hvad der skulle få mig til at flytte. Selv om meget af fællesskabet har været bygget op omkring børnene, er der en god dynamik i huset, og vi er altid interesserede i hinanden«, fortæller Hanne Bartholin, som skriver og illustrerer børnebøger og plakater.
LÆS ARTIKEL Andelshavere hygger maks
Engang var der 17 børn i opgangen, som tæller 10 lejligheder. Børnene løb ind og ud hos hinanden, og der var altid nogen til at kigge efter ungerne, hvis man selv skulle noget. Hanne Bartholin flyttede selv ind, da hun blev skilt og alene med sin dengang treårige datter. De to blev hurtigt en del af storfamilien.
Det er meget trygt
»Selv om min datter var enebarn, har hun aldrig følt sig som enebarn, fordi der altid var så mange børn. Der er blevet knyttet tætte bånd, som minder om søskenderelationer, og børnene har levet ting igennem, som er større end det, man oplever ved at være på besøg hos andre«.
Som alenemor har tryghed været en vigtig del af hendes glæde ved at bo i et hus, hvor alle kender alle.
»Vi kender hinanden rigtig godt, så det er meget trygt. Der er altid nogen, som stiller op, når man har brug for det. For eksempel med at købe ind for hinanden, når man er syg. Vi har også tit spist sammen. Ikke efter et system. Faktisk har vi ikke så mange systemer, for det er jo ikke defineret som et bofællesskab med vedtægter og den slags. Hvis man selv er åben, er de andre det også«.
Haven er et frirum
Til andelsforeningen hører også en lukket have, som de fleste bruger med stor fornøjelse: »Haven er et frirum for mange af os. Det er tit, man mødes i haven. Så er der en, der lufter hund, og en, der planter staudebed. Jeg bruger haven tit, også til at læse og til at tegne på min computer«.
Da beboerne for nogle år siden blev tilbudt at blive en del af et fælles gårdanlæg, takkede de nej.
»Vi var fuldstændig enige om at sige nej, for haven er vores rekreationssted«, fortæller Hanne Bartholin.
Det lyder, som om I også lukker jer om jer selv?
»Det kan man godt sige, men vi er jo trods alt ti familier om én have, og der er altid mange børn og gæster på besøg. Det er ikke særlig velset at isolere sig i haven. Bofællesskabet er dernede«.
Så man kan ikke sidde og læse for sig selv?
»Jo jo, men tit sidder der den ene familie efter den anden og snakker og spiser, så der er sjældent ro«.
Er det svært at være sig selv?
»Nej, det kan man sagtens. I perioder er der nogle, der holder sig lidt udenfor. Der er også kommet mere forståelse for, at man ikke kan være social hele tiden. Men grundkernen i vores fællesskab er en oprigtig interesse. Vi har lyst til at følge med i hinandens liv, og vi synes, det er spændende«.
Hanne Bartholin er glad for fællesskabet og de daglige morgengåture med Inge nede fra stueetagen, som også passer hendes lejlighed, når hun besøger kæresten i London. Og som bruger lejligheden til at huse overnattende gæster, hvis Hanne Bartholin er bortrejst. Hun har også et tæt venskab med Lotte på første sal, som laver smykker. Begge kvinder arbejder alene i deres hjem og bruger hinanden som inspirations- og sparringspartnere.
»Det er dejligt at have nogen at vise sine ting til. Det giver ny energi til mit arbejde. Jeg har også brugt husets børn som modeller til mine tegninger og læser mine tekster op for de andre. For mig, der arbejder alene, er det ideelt at bo her«.
Den beskedne udskiftning taler sit eget sprog. Det er 12 år siden, at nogen flyttede ud og nye kom ind, og ventelisten med venner og bekendte er så lang, at det er fuldstændig umuligt for udenforstående at komme ind i andelsforeningen.
»En del har økonomi til at flytte i hus, men bliver boende på grund af fællesskabet«.
