Sloganet lover som regel en masse: 'Effektiv mod pletter – skånsom mod tøjet' og 'Fjerner selv indtørrede pletter' står der således på nogle af de midler, Lørdagsliv har indkøbt til denne test af pletfjerningsprodukter.
Men selv om pletfjerningsmidlerne er designet til formålet, måtte flere af dem give op over for de pletter, vi prøvede kræfter med. Blandt andet kuglepen, chokolade, læbestift og rødvin, hvor midlerne næsten ikke havde nogen effekt. Det fortæller testkonsulent fra ForbrugerLaboratoriet Kristina Lilliendal, der har testet otte mærker pletfjerningsmiddel for Lørdagsliv og Politikens forbrugersite tjek.dk.
Dyre kemiske dråber »De midler, vi har testet, udretter ikke nogen mirakler. Det kan vi se i testen. Nogle af produkterne kan klare nogle pletter. Men de koster en hel del. Det er spild af penge, når de ikke er bedre. Jeg synes hellere, at man skal lade være at bruge dem, for det er meget kemi at have stående og at sende ud i miljøet, når det ikke virker bedre«, siger Kristina Lilliendal.




























