Markedet for potenspiller bliver udfordret fra i dag, hvor medicinalkoncernen Bayer halverer prisen på selskabets produkt Levitra.
Det betyder ifølge selskabet, at man prismæssigt kommer til at ligge på næsten den halve pris af det velkendte middel Viagra. Potensmarkedet domineres af de to produkter samt det lidt anderledes virkende Cialis. Levitra, der minder meget om Viagra, har imidlertid haft svært ved for alvor at udfordre den oprindelige potenspille. Mange deler pillerne for at spare Pillerne er ikke dækket af tilskud. Derfor vælger mange mænd at dele pillerne i to for at spare penge. Men det gør det svært at få den samme dosis hver gang. »Vi ved, at mere end 50 procent af mændene deler deres piller i to af økonomiske årsager. Nu kan vi tilbyde et billigere produkt«, siger Knud-Erik Graversen, salgschef i Bayer Schering Pharma. Prisen for den potensfremmende medicin ligger før nedsættelsen på ca. 100 kroner pr. tablet. Cirka en ud af fem mænd har rejsningsproblemer i forskellig sværhedsgrad. De hyppigste årsager er lidelser som diabetes og forhøjet blodtryk, oplyser Bayer Schering Pharma.




























