Mor er ikke altid den bedste i verden, og blod er ikke altid tykkere end vand, som de gamle ordsprog ellers påstår.
I dag har hver femte voksne dansker mere nære forhold til venner, end han har til sin familie, viser en opinionsundersøgelse, som Megafon har udført for Politiken og TV 2. Selv forældre må erkende, at de ikke kan regne med, at de er deres voksne børns nærmeste relation. Knap hver femte voksne dansker, der stadig har mindst én forælder, siger i meningsmålingen, at han har et tættere forhold til sin ven, end han har til den af sine forældre, han er tættest på.




























