»Bente, nu må du altså forklare, hvad det egentlig er, du mener. Du skriver, at det er farligt at være fysisk inaktiv på jobbet. Men det er da de personer, der har de fysisk krævende job, der bliver nedslidte, får livsstilssygdomme og dør for tidligt. Hvordan er sammenhængen?«. Sådan har det lydt fra læsere og venner i den sidste uges tid. Tidligere troede man, at hårdt fysisk arbejde i sig selv kunne optræne fysisk kapacitet og kondition. Nu ved man, at det ikke er tilfældet. Mange fysisk krævende job indebærer ensidigt muskelarbejde. Det er hårdt. Men det fremmer ikke nødvendigvis konditionen.
LÆS OGSÅ Sådan undgår du at blive firmafed
Selv om der i dag er mere teknik på arbejdspladserne, er de fysiske krav til arbejdstagerne ikke blevet mindre. For samtidig er intensiteten øget. Når der skal gøres rent, skal den enkelte medarbejder dække tiltagende flere kvadratmeter. Hvis man hele tiden arbejder lidt over sin fysiske kapacitet, bliver man slidt, fordi musklerne ikke når at restituere sig mellem to arbejdsdage.
Overvej arbejdsrutinerne
Når man er i god form, bliver dagligdagens gøremål lettere at udføre. Hvis en person f.eks. går op ad trapperne til 3. sal ved en intensitet på 40 procent af sin maksimale formåen, vil en anden person med halvt så god kondition og samme vægt, der går op ad de samme trapper på den samme tid, skulle præstere at arbejde ved en intensitet på 80 procent. Intensiteten trætter. Det er simpel matematik. Den person, der har den dårligste kondition, bliver betydeligt hurtigere udtrættet.
Det er ofte kombinationen af et fysisk krævende job og en usund livsstil, der skubber mennesker ud af arbejdsmarkedet. Nedslidning kan i stort omfang forebygges, men der er behov for fysisk efteruddannelse i form af fysisk træning også i arbejdstiden, så de personer, der har fysisk krævende job, sikres en så god kondition og styrke, at de kan varetage deres job uden udtrætning og tidlig nedslidning.
Klarlund: Arbejdsgivere skal ikke presse overvægtige Paradoksalt nok kan nedslidningen også skyldes fysisk inaktivitet på arbejdspladsen, uanset livsstil i øvrigt. For personer, der f.eks. sidder foran computeren hele dagen, kan det være en god ide at undersøge, om man kan omlægge nogle arbejdsrutiner, så der kommer bevægelse ind i arbejdsdagen.




























