To små drenge på usikre skridt er meget optaget af grisene. Vi er på Remiseparkens bondegårdslegeplads på Amager, hvor der er både kaniner, geder, høns, ænder, svin og ponyer. »Vov, vov«, siger Sander og kigger op på Lørdagslivs udsendte.
LÆS ARTIKEL Kunstleg: Sjov at se på, men svær at lege på
Bondegården har fået beachvolley, nye minigolfbaner og vandbesparende foranstaltninger i forbindelse med istandsættelsen af Københavns legepladser. Men det tænker Sander ikke så meget på. Han er halvandet år gammel og meget fascineret af grisene, som går inde i en lille stald. Hver gang der kommer en ny person forbi grisene, sørger Sander for at præsentere de lyserøde dyr: »Vov, vov«.
Hans mor Anne-Mette Friis griner. Hun og hendes veninde Nadia Rudberg er her med hver deres søn.
Nadia Rudbergs søn Vilfred er et år gammel. Med en lille tophue på hovedet stavrer han omkring og er lige så optaget af at kigge ned i jorden som at kigge ind i grisestalden.
Bondegårdslegepladsen er en del af en mere end 35.000 kvadratmeter stor park, Remiseparken. Foruden dyrene og ponyridning hver eftermiddag er der også soppebassin, minigolf, petanque, sandkasse, legehuse og legestue. Ved siden af ligger Byggelegepladsen, hvor børnene kan bygge huse, lave sløjd og køre sæbekassebiler og gokarts, eller lege på Ridderborgen og svævebanen.
Et eldorado for børn. Men når man er så små som Sander og Vilhelm, er dyrene rigeligt.
LÆS ARTIKELForfald: Legepladserne skal vedligeholdes Dyrepasser Bruno, som har arbejdet på Bondegården i 23 år, åbner ind til grisestalden, så børnene kan komme ind. Sander kanter sig sidelæns og meget forsigtigt tættere på en gris. Han tager en tilfældig pige på cirka 4 år i hånden, før han når helt hen til grisen og kan røre den. Helt forsigtigt. Senere får Sander og Vilhelm lov til at komme ind til hønsene. Vilfred er lidt bange for dem. Begge drenge roder rundt i foderet med fingrene, men det må de ikke for Bruno. Vilhelms mor har valgt at komme på Bondegården, netop fordi børnene kan røre ved dyrene. »Jeg er vokset op på landet, og dyr har altid betydet meget for mig«, siger Anne-Mette Friis.


























