Der er sprunget en granat i mit liv! Sådan oplever mange forældre det at få et barn. Tilværelsen er total forandret, og det samme er deres egne reaktioner. »At få et barn medfører en naturlig sårbarhed. Det er en stor og naturlig ændring, som kan være svær at forberede sig på og genkende sig selv i«, siger Lene Møller, som er ledende sundhedsplejerske i Rødovre Kommune og næstformand i styregruppen bag databasen Børns Sundhed.
LÆS OGSÅ Det hele flød sammen i problemer
En ny rapport fra Børns Sundhed viser, at næsten hver tredje mor har det psykisk dårligt i løbet af barnets første leveår, og at det har konsekvenser for børnene. Hvis sundhedsplejersken bemærker, at en mor er ked af det eller tynget af problemer, når barnet er 4-6 måneder gammelt, er risikoen for, at barnet har trivselsproblemer i 8-10 måneders alderen markant højere end hos børn, hvis mødre ikke har bemærkninger til deres psykiske tilstand.
»Det er mange mødre, som har en efterfødselsreaktion, hvor de ikke er i stand til at møde barnet, som det har behov for«, siger Lene Møller.
En god kontakt mellem mor og barn vækker barnets tillid. Barnet mærker, at moren er der og giver respons.
»Nedtrykte mødre ser ikke barnets signaler og vil helst have, at det sover. Barnet oplever, at det ikke kan råbe moren op og bliver derfor endnu mere uroligt og fortvivlet – det er en ond cirkel«, forklarer Lene Møller og tilføjer med beklagelse, at fædrenes rolle mangler i den nye rapport.
Kvinder bliver sendt hjem få timer efter fødsel »Har man et stabilt fundament, kan man klare man flere følelsesmæssige udfordringer. Fædre spiller en meget stor rolle og kan være en ubeskrivelig stor støtte, hvis kvinden er sårbar. Modsat kan en belastet familiesituation få læsset til at vælte for en mor«, siger Lene Møller. Nogle af kvinderne i rapporten er givetvis ramt af en decideret fødselsdepression eller andre varianter af depressioner, men det er langtfra alle. Tabubelagt Hvis der ikke er gensidighed i forholdet mellem mor og barn, øger det risikoen for, at barnet får psykiske vanskeligheder eller adfærdsproblemer senere, oplyser overlæge, dr.med. Anne Mette Skovgaard fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup. »En mor, der har et forsænket stemningsleje og er angst og har det svært med sig selv, kommer til at farve sin oplevelse af barnet, og moderen oplever barnet mere negativt og har sværere ved at se barnet, som det er, og imødekomme dets følelsesmæssige behov«, forklarer hun og fremhæver igen betydningen af fædre og familienetværk som oplagte støtter.




























