Thomas Vigild: Brætspil er normalt sirligt ordnede affærer. Papjetoner, spillekort og plasticbrikker skal ligge i nysselig orden på brættet, og ve de spillere, der kommer til at forstyrre ordensregimet. Men så findes der heldigvis også brætspil som ‘Rampage’, hvor det gælder om at skabe maksimal ravage hen over brættet i rollerne som store menneskehungrende dragemonstre.
I hver tur må du udføre fire forskellige handlinger som at knipse til din runde fodbrik for at flytte dit monster og angribe et af højhusene – hvilket ungerne elskede, da de her måtte lade deres monstertræbrik dumpe ned på de stakkels menneskebrikker fra oven. Det lyder absolut skingrende vanvittigt, men fungerer overraskende sjovt. Efter at man har knipset, pustet eller kastet, må ens monstre spise løs af etager og mennesker på brættet.



























