Børn er et sjældent syn i de danske køkkener, når der bliver lavet mad i det daglige. Det skal der laves om på, mener holdet bag Mit Kokkeri, som er en ny kogebog for børn i 10-15 års alderen. 50.000 skoleelever med madkundskab på skoleskemaet i år får bogen med hjem i årets første uger.
Sammen med 120 opskrifter og en række køkkenråd følger en opfordring til børnene om at sende forældrene ud af køkkenet og overtage madlavningen. Og tip til forældrene om at trække sig tilbage og holde igen med rådgivningen, medmindre man bliver spurgt.




























