Fremtidsforsker Anne Skare kender alt til at flippe skråt, når hun efter en krævende arbejdsdag har brugt energi på at lave mad til mand og fire børn og de så kvitterer ved at stikke til retten, finde mobilen frem, skele mod iPaden for enden af langbordet eller gå i køleskabet efter noget andet. Det hele akkompagneret af bimlende lyde fra diverse elektronik.
»Virkeligheden med afbrydelser og individuelle dagsordener ødelægger i den grad drømmebilledet af familien, der samles om bordet i Lykkeland, og det kan godt gøre én noget skinger«, siger Anne Skare.




























