Det aktuelle forslag om at overdække banegraven mellem Vesterport Station og Jarmers Plads er blot det seneste i en række af forslag. Helt tilbage i midten af forrige århundrede diskuterede man, om ikke luftrummet hen over de dybe huller, der har skåret sig gennem denne del af byen siden begyndelsen af 1900-tallet, kunne anvendes.
Historien om hullerne begynder i virkeligheden med anlæggelsen af Danmarks første jernbane, togforbindelsen til Roskilde, som åbnede i 1847. Med den blev også hovedstadens første station, Københavns Station, taget i brug. Den lå nogenlunde, hvor den nuværende hovedbanegård er placeret, og sporene vestpå førtes ud ad byen der, hvor Halmtorvet og Sønder Boulevard ligger i dag.


























