Der er uro på de finansielle markeder i disse dage. Det begyndte med, at de finansielle långivere blev mere forsigtige. Uroen har så spredt sig til aktiemarkederne, hvor kurserne er faldet kraftigt de seneste dage. Hvad er forklaringen på denne udvikling? Blandt de forklaringer, der dukker op, er bl.a.: * ’Hysteriske kællinger på børsen’ (som overreagerer) eller * ’Lemminger i jakkesæt’ (som uden at tænke følger efter hinanden og derfor alle løber ud over skrænten). Den første forklaring, man bør overveje, når medierne skriver om uro, er, om der ikke blot er tale om, at journalister gør en myg til en elefant. Betragt f.eks. den meget omtalte begivenhed, at centralbankerne intervenerede for hundredvis af milliarder kr. for et par dage siden. Det var ikke nær så dramatisk, som det lød. Banker svinger mellem at have flere indlån end udlån og omvendt. Har de flere penge, end de kan låne ud til kunderne, låner de dem ud til andre banker, ofte én dag ad gangen. Man går normalt ud fra, at udlån til andre banker er fuldstændig sikre. Renten for lån i én dag er beskeden, måske 1/10 procent. Det er klart, at der ikke skal meget tvivl til om andre bankers soliditet, før man er tilbageholdende med at låne dem 100 mio. kr. i én dag. Det ville jo være ærgerligt, hvis modparten gik fallit samme dag. Centralbankerne valgte så at tage imod indskud fra alle de nervøse banker med indlånsoverskud og lånte pengene ud til bankerne med udlånsoverskud. Det er problemløst og har ikke kostet penge. Systemet fungerer. Den forklaring er desværre ikke længere nok. Med specielt aktiekursfaldet torsdag begynder begivenhederne at se lidt mere dramatiske ud. Så hvis vi anerkender, at der er sket noget ikke helt uvæsentligt, er næste spørgsmål, hvad der er årsagen. ’Forklaringerne’ med lemminger og hysteriske kællinger hviler på, at investorerne er tåber. Enten reagerer de hysterisk på småting, eller også følger de fuldstændig slavisk de andre. Når man leder efter forklaringer, er det imidlertid en god idé at starte med at antage, at folk er rimeligt rationelle. Først hvis man ikke kan forstå tingene på den måde, skal man vende sig mod forklaringer, der hviler på tåbelighed. En faktor, der har spillet en rolle (men som næppe er eneste årsag), er det amerikanske boligmarked, hvor mange långivere de senere år har været stadig mere villige til at låne penge ud med pant i den yderste del af boligen til folk med uden egenkapital, de såkaldte subprimelån. . Disse udlån er ganske risikable, fordi låntagerne ikke har noget at stå imod med. Et husprisfald kombineret med stigende arbejdsløshed kan få en stor del af de udlånte penge til at forsvinde. Mange af disse lån er blevet videresolgt til pensionskasser, hedgefonde og europæiske banker. Det var bl.a. frygten for, at enkelte banker kunne have forspist sig på disse lån, der gav frygt på interbankmarkedet. Det amerikanske boligmarked er stort, men ikke så stort. Det er vanskeligt at forestille sig, at tab på sådanne udlån, selv om de skulle være større end forventet, skulle kunne påvirke hele det finansielle marked. Nogle enkelte risikovillige investorer kan selvfølgelig tabe mere, end de kan tåle, men hvad så? Det lugter af hysteriske kællinger og lemminger. Men før man griber til disse forklaringer, bør man overveje to ting. 1) Vi er for tilbøjelige til at bruge såkaldte MOSK-modeller (mono-skurk-modeller). Fordi tingene sker nogenlunde samtidig, er der jo ikke nødvendigvis en direkte årsagssammenhæng. Det kan jo f.eks. være, at kursfaldene ikke skyldes boliglånene, men andre ting, vi ikke ved. Det kan f.eks. være, at banker har fået oplysninger, som gør dem nervøse med hensyn til kapitalfondes evne til at betale deres lån tilbage, eller for at boligpriserne falder, og det vil trække lavere forbrug med sig, fuldstændig uafhængigt af subprimelånene osv. Vi ved jo ikke, hvad vi ikke ved. 2) Der er muligvis tale om en kakerlak-effekt. Den er noget mere rationel end lemmingeeffekten. Forestil dig, at du træder ind på dit hotelværelse efter at have købt en afbudsrejse til Mallorca. Lejligheden er pæn og nobel, ingen problemer. Forestil dig nu, at du ser en enkelt kakerlak. Smadrer du den og siger, at en enkelt kakerlak ikke er noget problem? Næppe. Erfaringen siger, at ensomme kakerlakker er sjældne. Så ved synet af én kakerlak ændrer du dit skøn over lejlighedens kvalitet og mængden af kakerlakker relativt kraftigt. Det skyldes hverken, at du er en hysterisk kælling, eller at du er en lemming, men at du handler rationelt. På samme måde kan det være fornuftigt nok, at opdagelsen af, at kvaliteten af udlånene til fattige boligkøbere (og dermed udlån til de hedgefunde, der har købt disse udlån af bankerne) er noget ringere end forventet, fører til revurdering af risikoen på en lang række udlån. Har banker og hedgefonde dummet sig på dette område, har de muligvis dummet sig på andre. Sagt med andre ord. Der er næppe en god, kort og klar forklaring.