Der er krakket et par håndfulde banker i Danmark, siden finanskrisen brød ud. I forhold til de andre ti forhenværende banker stikker Amagerbankens krak i februar 2011 noget ud. Man kan foretage et par nedslag:
Derefter var der i sagens natur ikke mere at komme efter i forhold til nedskrivninger – Finansiel Stabilitets krav var jo overopfyldt. Men dermed var banken også fortid, og resterne blev afleveret til sanering i Finansiel Stabilitet. Pengerigt konkursbo Nu er problemet bare, at resterne rører på sig. Første melding fra Finansiel Stabilitet var, at dividenden fra Amagerbanken af 2011 ville blive på 58,8 procent. Den vurdering var baseret på den konservative værdiansættelse, der var udarbejdet af Finansiel Stabilitets egne folk i banken, bestyrelsesformand Niels Hering og administrerende direktør Steen Hove. Men da værdiansættelserne kort efter havde været gennem hænderne på to uafhængige revisorer udpeget af Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, røg buddet på dividenden op på 84,4 procent. Unægtelig en forskel. I mandag måtte Amagerbanken af 2011 så udbetale 660 millioner kroner i ekstraordinært udbytte, fordi datterselskaber i Finansiel Stabilitet ifølge loven »ikke må være overkapitaliseret, men alene skal opfylde kapitalkravene i lov om finansiel virksomhed«. Et overkapitaliseret selskab i statens oprydningsselskab virker som en absurditet. Men der var altså 660 ledige millioner i banken – svarende til den underbalance, der blev opgjort, da banken gik ned. Hertil kommer, at kuratorerne i boet efter banken i dagens avis oplyser, at dividenden bliver noget større end de 84,4 procent og nu nærmer sig 90 procent. Det er mildt sagt usædvanlige dividendeprocenter. I krakkede virksomheder er dividendeprocenter tit under 50 og ofte nede på etcifrede tal. Omvendt kan man ikke med sikkerhed slå fast, at en konkurs kunne være afværget, selv om dividendeprocenten skulle lande på 100 procent, så alle kreditorer har fået deres. Bankerne er underkastet et lovmæssigt solvenskrav på 8 procents overdækning i forhold til forpligtelserne, og hver bank er yderligere underlagt et såkaldt individuelt solvensbehov, der bringer kravet til overdækning op, i takt med at aktiverne, f.eks. udlånene, vurderes at være mere og mere usikre. Det ændrer dog ikke, at det er overraskende mange penge, der kommer ud af den bank, som ledelsen indsat af Finansiel Stabilitet ikke mente var levedygtig. Overraskende mange penge set i lyset af to forhold: Det ene, at der allerede nu er brugt store tocifrede millionbeløb på at rydde op efter sammenbruddet. I dansk konkurslovgivning fordeles resterne i et konkursbo meget nøje, og det koster penge. Det andet og langt væsentligere forhold er vedholdende historier, som ingen vil lægge navn til. Historier om, at der er blevet solgt billigt ud af de aktiver, der var på hylderne i Amagerbanken. Når der er flere penge i et konkursbo end ventet, skyldes det, enten at forpligtelserne er mindre end ventet, eller at aktiverne er mere værd end ventet. Lavt vurderede ejendomme Amagerbanken var i meget høj grad krudtet op med lån til ejendomme og ejendomsprojekter, og her ved vi, at den af Finansiel Stabilitet indsatte ledelse især skrev værdier ned. Så det er meget tænkeligt, at kuratorerne har solgt aktiver til priser over den tidligere ledelses værdiansættelser, men alligevel har solgt billigt i forhold til prisniveauet på markedet. Og alligevel er dividendeprocenten på vej mod et meget sjældent set højt niveau. Fornemmelsen af, at banken på Amager måske slet ikke burde have været udsat for de brutale nedskæringer og dermed sendt i armene på Finansiel Stabilitet, forstærkes af, at mange kilder med indsigt i bankkrak ikke ønsker deres navn i avisen i forbindelse med Amagerbanken. Deres gennemgående budskab er, at »der er Amagerbanken, og så er der alle de andre bankkrak«. Banken krakkede, fordi bankens daværende ledelse indsat af Finansiel Stabilitet, som havde meget kontante holdninger til nedskrivningsbehovet, foretog nogle meget konservative værdiansættelser. Det er ledelsens opgave – sådan er det. Men det forekommer besynderligt, at den konservative linje blev lagt, efter at aktionærer havde tilført banken næsten 2 milliarder kroner og der var udløst store milliardgarantier fra staten. Der kommer overraskende mange penge ud af den bank
