Det hele er gået så stærkt. Faktisk er hun stadig lidt fortumlet:

»Jeg havde lidt mistet håbet. Der er jo mange andre, som søger de samme job, som jeg gør. Så til sidst valgte jeg at skubbe det lidt fra mig og sige, at jeg må tage det, som det kommer, hvis jeg ender på kontanthjælp«. 32-årige Maria Blaasvær bor i Munkebo i Kerteminde Kommune, og netop i dag - 20. januar - stod hun til at miste sine dagpenge, fordi dagpengeperioden fra nytår er blevet nedsat fra fire til to år. Og så var der kun kontanthjælpen tilbage. Men så skete der et mindre mirakel. Hun fik et job i sidste øjeblik.
Jobbene væltede ind Ikke som følge af regeringens omdiskuterede tilbud om akutjob. Ikke som følge af jobcentrets indsats for at finde et job til hende. Og heller ikke som følge af hendes mange jobansøgninger. Men på grund af et indslag om hende i TV 2/FYN. For 18 dage siden fortalte hun på den fynske tv-station seerne om sin desperate situation. Så fik hun tre konkrete jobtilbud og en mulighed for en jobsamtale med en virksomhed. LÆS OGSÅNæsten ingen dagpengetruede får job »Lige pludselig væltede jobbene ind. Jeg kunne vælge og vrage. Det er mærkeligt, når jeg tidligere har søgt så mange job og har fået afslag hver gang, uden at jeg overhovedet har været til samtale. Det er lidt surrealistisk. Det er gået så stærkt det hele. Hold kæft, jeg har været heldig. Det må være førstehåndsindtrykket, der er afgørende«, fortæller Maria Blaasvær. En ostehandler i Ullerslev ringede og tilbød et job. En anden mulighed var et job i et gartneri i Odense, og så fik hun en opfordring til at komme til samtale om et job i en tømmerhandel i Odense. Endelig ringede Odense Universitetshospital, som manglede en serviceassistent.
Jobsøgning på tv Maria sagde ja tak til jobbet på hospitalet. Også selv om det kun var et tremåneders vikariat. Hun håber nemlig at fortsætte efter de tre måneder. Ellers vil hun søge en anden stilling internt på hospitalet. Hun begyndte 8. januar - og har ikke fortrudt. Tværtimod: »Det er meget spændende. Det er meget forskelligt arbejde. Jeg gør rent og kører patienter fra afdeling til afdeling«. Inspireret af succesen med Maria Blaasvær har TV 2/FYN i den seneste tid hver dag givet en ledig, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet, i alt 30 sekunder til at præsentere sig selv på tv - og fortælle om sine erfaringer og jobønsker. Men selv ser hun ikke jobsøgning på tv som en generel løsning: »Jeg håber da, at de folk får et arbejde. Men det er jo ikke alle ledige, der kan komme i fjernsynet«. En anden boldgade For Maria Blaasvær er jobbet på sygehuset en udfordring. Ikke kun fordi det er et nyt arbejde. Men også fordi der er en verden til forskel fra hendes tidligere job på Lindøværftet i Munkebo. »Det er en helt anden boldgade end Lindø. Jeg skal ikke lige snakke med samme jargon, som vi gjorde på værftet. Der skal mere kundeservice til«, griner hun. Hun var en af de 2.700 værftsarbejdere, som i løbet af tre år blev sendt på gaden inden den endelige lukning af værftet sidste år. Lukningen har været stærkt medvirkende til, at Kerteminde Kommunes ledighed siden 2009 er fordoblet til over 8 procent. Og Maria Blaasvær er en af de 334 ledige i kommunen, som har fået brev om, at de ville ryge ud af dagpengesystemet i løbet af de næste seks måneder. For Maria Blaasvær var Lindøværftet ikke bare et arbejde. Det var en livsstil. »Det var en speciel arbejdsplads. Vi var ikke bare kolleger. Vi var mere som familie og venner. Hvis du havde en dårlig dag, gik der ikke lang tid, før kollegerne fik hevet dig op igen«, siger hun og tilføjer: »Det er også lidt blæret at kunne sige, at man har været med til at bygge nogle af verdens største skibe«. Hårdt arbejde I alt var hun seks år på værftet - kun afbrudt af to år, hvor hun tog en hf-uddannelse på VUC i Munkebo: »Først gik jeg rundt på skibene og gjorde lastrummene rene. Jeg fejede med en kost og samlede jern. Det var hårdt og beskidt rengøringsarbejde«. Da hun kom tilbage i januar 2007 efter hf, begyndte hun som kranfører. LÆS OGSÅNu pendler værftsarbejderne fra Lindø helt til Stavanger »Lindøværftet kørte som et stort samlebånd. Jeg styrede de store skibssektioner og satte dem på plads, så de kunne svejses sammen. Det var meget nervepirrende. Jeg skulle sætte sektionen på en stor jernplade efter små kridtstreger. De måtte ikke placeres bare én millimeter forkert, for så passede sektionerne ikke sammen«, fortæller hun. Maria Blaasvær arbejdede også en periode som maler på værftet, og hun har kun godt at sige om Lindø: »Det kunne være hårdt arbejde, men jeg kunne godt lide den der mandeverden. Det var jo ikke en hønsegård«.
Et liv uden for porten Da hun i 2009 fik meldingen om, at værftet skulle lukkes i løbet af tre år, var det svært at forholde sig til: »Det var lidt uvirkeligt, men jeg gik og sagde, at der er et liv uden for porten. Jeg fandt så senere ud af, at der ikke var så meget til mig udenfor bagefter. Jeg var nok lidt urealistisk, hvis jeg skal være ærlig«. Maria gik ud ad porten for sidste gang 30. juni 2010. Med det samme begyndte hun at søge arbejde, men hun tog også imod de særlige kurser, som hun fik tilbudt. Værftsarbejderne fik særlig hjælp til at uddanne sig med økonomiske midler fra EU, og Maria Blaasvær valgte at tage et it-kursus og tog grundforløbet i uddannelsen til serviceassistent. Men da hun ikke kunne finde en praktikplads, søgte hun også almindelige job. »Jeg har søgt alt det ufaglærte arbejde, jeg overhovedet kunne finde. Som pædagogmedhjælper, servicemedarbejder, pedel, køkkenmedarbejder og ufaglært på store fabrikker. Jeg har søgt bredt, fordi jeg tænker, at jeg ikke må være kræsen. Hverken med løn eller tider. Men jeg kom aldrig til samtale«, fortæller hun. Der var dog en geografisk begrænsning. Hendes 12-årige datter går på en specialskole i Nyborg, og derfor søgte hun hovedsagelig job i Kerteminde Kommune og i Odense og Nyborg. Men forgæves
Har noget at stå op til Nu er hun ved at vænne sig til at stå op klokken fire om morgenen. Efter morgenkaffen gør hun sig klar til at køre på arbejde. En time senere bakker hun bilen ud foran det lille røde hus, som hun lejer i Munkebo. Og så møder hun klokken seks på Odense Universitetshospital. »Jeg ringer til min datter kl. 5.30, og så står hun op og tager tøj på, og så venter en bil udenfor og kører hende til skole i Nyborg. Det klarer hun meget fint«. LÆS OGSÅSidste udkald for Dennis: »Jeg savner da kammeraterne fra værftet. Men mange af dem har jeg jo mødt på jobkursus« For Maria Blaasvær er det ikke kun jobbet i sig selv, som er spændende. »Bare det at stå op om morgenen og møde nogle mennesker er rigtig godt. Som arbejdsløs kommer du nemt ind i en lukket boble, fordi du ikke kommer ud og får den sociale kontakt. Du har ikke noget at stå op til og får nemt dårlige vaner. Man sover længe eller sidder i sofaen hele dagen, og selv om man søger arbejde, bliver det trættende at få afslag«. Men hun er ikke tilfreds med det lokale jobcenters indsats.
Fuldstændig til grin »Jeg blev kaldt ned til en samtale i jobcentret, hvor jeg skulle fortælle, hvad jeg kunne, og hvad jeg ville arbejde med. Og så sagde de: Vi ringer til dig, hvis vi hører noget om et job. Men de ringede aldrig. Det er fuldstændig til grin«. Hun fik at vide, at når hun skulle på kontanthjælp, skulle hun finde et aktiveringsjob. Fakta ville gerne have hende. »Det er jo gratis arbejdskraft for dem. Jeg kunne få fire uger, men ikke mere, for så fik Fakta sendt en ny fra kommunen, der var i aktivering. Det er langt ude, for vi ville kun få kontanthjælp, og det begrænsede vores mulighed for at søge job«. Hun blev reddet af vikariatet på hospitalet i Odense. Men hun oplever ikke, at jobcentret forstår de arbejdsløse: »De snakker, som om det er så let at få arbejde. Vi får bare at vide, at vi skal søge. De ved ikke, hvor hård konkurrencen er«.