For Gerard Ryle, australsk reporter, begyndte det for et par år siden som alle journalisters drøm: Den anonyme kilde, der uden betingelser leverer en bunke sprængfarlige dokumenter, som afslører et eller andet magtfuldt, vigtigt og meget, meget hemmeligt.
Den slags sker sjældent og kommer som regel kun til den, som har arbejdet hårdt for det. Gerard Ryle havde skrevet en bog, ’Firepower’, om det største svindelnummer i Australiens historien: en pille, som angiveligt nedsatte bilens brændstofforbrug, hvis man puttede den i tanken. Firepower-pillen virkede ikke, men investorer blev narret til at skyde gigantiske summer i projektet. Gerard Ryles historie om sagen omfattede blandt andet selskaber i offshorelande, også kaldet skattelylande.
Det var sandsynligvis derfor, at bjerge af information om offshoreselskaber, lagret på en harddisk, via den anonyme kilde landede hos Gerard Ryle. Og det var lige der, drømmen begyndte at ligne et mareridt.
Rodebutikken
For harddisken var en uoverskuelig rodebutik. Som hvis nogen havde taget alt, hvad der tilfældigvis lå på samtlige skriveborde og i alle skuffer, og fejet det hele ned i store sække. Hulter til bulter, stort og småt, forældet og aktuelt mellem hinanden i tilfældig orden.
Rodebunken stammede fra to firmaer, som lever af at sætte offshoreselskaber op og holde dem i live for kunder over hele verden. Det ene firma hedder Portcullis Trust Net og hører hjemme i Singapore. Det andet er Commonwealth Trust Limited på De Britiske Jomfruøer.
Millionruten til Stillehavet gik via Danmark
I første omgang kunne Gerard Ryle hverken finde hoved eller hale i materialet – mange af dokumenterne kunne han end ikke åbne. Da Ryle i september 2011 blev direktør for International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ) i Washington, som har 160 undersøgende journalister i mere end 60 lande som medlemmer, samlede han et hold af eksperter i et forsøg på at knække koden til harddiskens hemmeligheder. Computernørder og garvede graverjournalister blev fløjet ind fra lande som Tyskland, Rumænien, England og Costa Rica.
Resultatet er en database, kaldet OffshoreLeaks, hvor alle dokumenter er organiseret og gjort søgbare.
DOKUMENTATIONGå til OffshoreLeaks hjemmeside her(eksternt link)
Omfanget er enormt: 260 gigabytes, hvilket svarer til, hvad knap 11.000.000 A4-sider med tekst ville fylde.
Materialet rummer mere end 2.500.000 dokumenter (hvert dokument kan være på flere sider) fra Portcullis og Commonwealth.
Dokumenterne sætter navn på mere end 100.000 selskaber i 10 forskellige skattelylande. Nogle af selskaberne er for længst lukket, men mange af dem bliver stadig brugt til at skjule penge for myndighederne i ejernes hjemlande.
De fleste af papirerne er fra perioden 2000 til 2010.
Afgørende oplysninger om hemmelige selskabers ejere
Der er stiftelsesdokumenter for selskaber og fonde, masser af e-mail sendt mellem medarbejdere hos de to offshoreleverandører og deres kunder, banker og myndigheder. Og – helt afgørende – der er mange af de to firmaers egne interne oplysninger om, hvem der er de hidtil hemmelige selskabers virkelige ejere. Netop den oplysning er normalt utilgængelig – det er hele formålet med at anbringe penge i et selskab i et offshoreland: at ingen kan se, hvem der ejer selskabet og de formuer, som gemmer sig på selskabets konti.
Den enorme database var grundlag for en lang række afsløringer kloden rundt i dette forår, som satte ekstra kraft bag blandt andet EU-landenes bestræbelser på at tvinge skattelylande til at åbne for deres hemmeligheder.
LÆS OGSÅ Fæl fiasko for Skats amnesti
Først nu bliver det afdækket, hvad databasen kan fortælle om danske personer og selskaber. DR har dansk eneret til materialet, og via en samarbejdsaftale har Politiken adgang til databasen som eneste danske medie ud over DR.
Ud over den store og dybe database, som Politikens journalister arbejder med, har ICIJ udarbejdet en mere overskuelig, men mindre version, som er åben for alle.
fortsæt med at læse
