Første skred ned ad den glidebane, der fører til afgrunden, fandt sted en mørk nat et sted på motorvejen mellem Berlin og Puttgarden i Tyskland. Pludselig mistede chaufføren herredømmet over lastbilen, som slingrede og endte med at vælte. Vognen og godset på ladet af den blev svært beskadiget, men lastbilens fører overlevede. Det gjorde firmaet, han arbejdede for, ikke. Lige siden lukningen i 1996 har ejeren, Arne Lisberg Andersen, kæmpet med gæld.
»Jeg havde startet et lille vognmandsfirma, og det gik godt, lige indtil vi blev ramt af ulykken i Tyskland. Reparationen af den forulykkede vogn var meget dyr, og for en forretning med kun tre lastbiler er det selvfølgelig problematisk at undvære den ene i lang tid. Vi begyndte at få økonomiske problemer og kom til at skylde meget i moms og skat. Til sidst kunne jeg se, at der kun var en udvej: at lukke. Jeg tog selv beslutningen, men endte med en gæld til Skat på 400.000 kroner«, forklarer Arne Lisberg Andersen.
Han er i dag 53 år og arbejder på et lager. Et års tid efter lukningen af firmaet forsøgte han at komme videre med sit liv ved at få en gældssanering. Den blev afvist med den begrundelse, at den tidligere vognmand var for ung. Siden har Arne Lisberg Andersen kæmpet med den gæld til skattevæsenet, som i dag er på 1,2 millioner kroner. I sommer fik han endnu et afslag på gældssanering ved skifteretten og ankede sagen til landsretten, som har taget sagen.
LÆS MERE Bopæl afgør eftergivelse af gæld
Hvert år sidder godt 6.000 danskere så fast i gældsfælden, at de må søge om hjælp til at få eftergivet hele posten eller dele af den. Kun en tredjedel får medhold i skifteretten, hvis vurderinger rundt om i landet er vidt forskellige. I Roskilde, hvor Arne Lindberg Andersen bor, får 33,5 procent en sanering, mens naboretskredsen Holbæk siger ja i 42 procent af sagerne.
»Selv om man selvfølgelig altid har et ansvar for de ting, der sker i ens liv, mener jeg ikke, at jeg har gjort noget forkert. Når man ser på, hvad der sker i Danmark, og hvordan et firma som OW Bunker har brugt andres penge, behøver jeg ikke at være flov. Man behøver ikke at sable folk ned, fordi de har taget en chance og prøvet at få noget op at stå, der måske ikke gik så godt, som man selv håbede. Forskellen fra retskreds til retskreds gør bare det hele endnu mere uforståeligt for almindelige mennesker«, mener Arne Lisberg Andersen.
Ja til hveranden i Hjørring, hver tredje i Aalborg
De i forvejen sparsomme muligheder for at blive hjulpet af med uoverskuelig gæld synes at være stærkt afhængige af ens bopæl. Bor man eksempelvis i Nordjylland, siger man i Hjørring retskreds ja til 51 procent af ansøgningerne, mens man hos naboerne i Aalborg er nede på 27 procent.
»De regionale forskelle er et bevis på, at det er tilfældigheder og uretfærdigheder, næsten gambling, der afgør, om nogle mennesker får en chance til i deres liv. Når vi taler om så dyb gæld, som tilfældet er i de her sager, handler det om at sidde fast eller at komme videre – også for ens børn. At det afhænger af, hvor man bor, kan man kun beskrive med et ord: uretfærdigt. Det er klokkeklart, at de her regler skal ændres, så vi kan løsne mere op«, siger retsordfører Pernille Skipper (EL).
I 1984 indførte Danmark som det første land i verden en lov, der skulle gøre det muligt at få eftergivet dele af eller hele ens gæld, hvis den er håbløst stor. I 2005 blev loven revideret netop for at imødekomme regionale forskelle i retspraksis på området. Men differencerne har aldrig været så udtalte som nu.
Dommer: Ikke i orden
Dommer ved Sø- og Handelsretten i København Torben Kuld Hansen, der sammen med sin kollega Lars Lindencrone Petersen tidligere i år udgav bogen ’Gældssanering i 30 år’, siger:
»Hvis man fik en bøde for at stikke en blodtud i Helsingør og 20 dages fængsel i Herning for det samme, ville vi protestere og råbe op. Sagerne viser, at lovgiverne kan skrive, hvad de vil, men når det kommer til gældssanering, tager retskredsene sig ikke af det. Domstolene kan simpelthen ikke være bekendt at levere et så uens produkt i et så lille land som Danmark«.
Sammen med Lars Lindencrone Petersen har han gransket afgørelser fra hele landet uden at kunne finde en klar linje eller forklaring på forskellene.
»Det kan godt være, at man vil være meget sikker på at kunne vinde sin sag, hvis man som borger i et mindre samfund, hvor alle kender hinanden, prøver at få en gældssanering. Det vil være for pinligt at tabe. Men det kan selvfølgelig ikke være hele forklaringen på, at store byer som København og Aarhus har en meget hård praksis. Det giver ingen mening«, siger Lars Lindencrone Petersen.
De to forfattere mener, at vi i Danmark bør overveje at flytte saneringerne fra retsvæsenet over til de sociale myndigheder i lighed med Norge. I Danmark er det en dommerfuldmægtig, der afgør sagerne. Får man en gældssanering, skal man afdrage på sin gæld i fem år, før dele af eller hele beløbet kan eftergives.
»Dermed mister kreditorerne en del af deres tilgodehavende, men de får trods alt noget af gælden tilbage, og den person, der sidder fast i en uhjælpelig situation, får en reel chance for at komme videre. Det er som regel helt almindelige mennesker, der rammes af en ulykke, sygdom, en dyr skilsmisse eller mister arbejdet, som havner i den situation«, siger seniorvejleder i Forbrugerrådets gældsrådgivning Annette Mathiasen.
Og Arne Lisberg Andersen? Han venter på en afgørelse af sin anke fra Østre Landsret. »Jeg håber, at de vil give mig medhold, så jeg kan gå ind i den tredje alder med ro i sjælen. Så kan jeg få en pensionsordning, hvilket jeg er forhindret i nu. Det vil være en stor lettelse«, siger han.
