Mens en europæisk tænketank og Institut for Menneskerettigheder dumper de forhold, som Danmark byder indvandrere fra tredjeverdenslande, så anser Dansk Folkeparti resultatet som en succes. »Det er jo slet ikke den slags udlændinge, vi er interesseret i at rekruttere som arbejdskraft. Vores helt bevidste mål har jo siden maj 2002 været at få skåret ned på de mennesker, der kommer for at sidde på passiv forsørgelse, og som ikke er interesseret i at bidrage med noget – og så forøge antallet som vil bidrage med noget«, siger partiets integrationsordfører Jesper Langballe.
21. plads
28 europæiske lande plus Canada er på seks områder blevet målt på, hvor godt de lever op til fælles europæiske retningslinjer for god integration, og i undersøgelsen indtager Danmark en delt 21. plads sammen med Polen.
Målt på hvor svært det er at få ophold, familiesammenføring og statsborgerskab, ville det faktisk være bedre om Danmark lå på sidstepladsen?
»Helt bestemt. Med den tilføjelse, at statsborgerskab intet har med integration at gøre«, siger Jesper Langballe.
V: Rapport uden hold i virkeligheden Og undersøgelsen, som blev offentliggjort i dag, af den uafhængige organisation British Council, har i det hele taget intet med integration i praksis at gøre, mener også regeringspartiet Venstre. »Den har intet med virkeligheden at gøre«, siger integrationsordfører Irene Simonsen (V) og henviser til, at det på en lang række områder går bedre: Andelen af beskæftigede indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er fra 2001 til 2006 steget fra 45 til 50 procent. Andelen af unge i gang med en ungdomsuddannelse er vokset fra 42 procent til 46. Og i 2001 følte 37 procent af indvandrerne sig diskriminerede – i 2006 var andelen faldet til 27 procent. »Vi er ikke færdige, vi kan bare se, at vi er på rette spor. Vi bruger undersøgelser, der er praksisnære og som præcis kan sige os, hvad det er for redskaber, der virker«, siger Irene Simonsen.




























