Politikerne i Københavns Borgerrepræsentation bør sende en regning til deres politiske kollega, de Konservatives Peter Schlüter, der uden tilstrækkelig dokumentation har hævet 136.000 kr. i kommunekassen.
Ifølge Peter Schlüter var pengene godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med sit politiske arbejde på rådhuset. Men alle pengene bør betales tilbage, anbefaler Københavns Kommunes højest placerede embedsmand, direktør Claus Juul, og chefen for Borgerrepræsentationens sekretariat, Flemming Dubgaard Hansen, skriver Berlingske Tidende.



























