Haarder-klip vækker livlig læserdebat

UDBRUD. Optagelserne af Bertel Haarders vredesudbrud får ros og ris fra politiken.dk's læsere.
UDBRUD. Optagelserne af Bertel Haarders vredesudbrud får ros og ris fra politiken.dk's læsere.
Lyt til artiklen

Meningerne om Haarders raseriudbrud over DR-interview er mange.

Politiken.dk's læsere har vidt forskellige synspunkter på episoden - og på den omstændighed, at DR har valgt at offentliggøre optagelserne af en indenrigs- og sundhedsminister, der bliver spurgt om noget, han efter eget udsagn ikke har haft mulighed for at forberede sig på.

»Selvfølgelig er det i orden, at de viser klippet, det viser jo, hvordan det efterhånden er blevet, at man som journalist ikke må stille spørgsmål, som ikke er godkendt forinden«, skriver JS, der tilføjer: »At han så brænder totalt sammen over det, bevidner bare, at det er en meget presset mand«.

Haarder: Jeg burde være blevet ved risengrøden

H. Lund er lidt mere forbeholden.

»Ser gerne, at denne regering falder. Men at vise denne var måske lige i overkanten. Journalister har for meget fokus på personer istedet for politik. Hvilket er meget forståeligt. Det er nem og billig journalistik og det sælger aviser«, skriver vedkommende.

Henrik Laugesen undrer sig over, at DR offentliggør optagelsen.

»Selv politikere har ret til at brænde samme i ny og næ. Hvis journalisten havde et faglig formål til at begynde med, så er det væk. Sagen er nu blevet at hænge Haarder ud som idiot.«, skriver han.

En anden politiken.dk-læser, Hans, kalder DR's optræden usmagelig.

»Naturligvis må journalister spørge om hvad som helst, men det er ganske utilstedeligt, at journalisten og DR i den grad misbruger den tillid, som naturligt er opbygget parterne imellem - kun for underholdningens skyld«.

»Indslaget siger mere om DR end om Bertel Haarder. Det har da overhovedet ingen politisk relevans at se en minister blive provokeret til at miste besindelsen«, mener René West.

Mediekritiker: Ironisk, at det går ud over Haarder

M. Nielsen ser en gustent bagtanke bag offentliggørelsen.

»Selvfølgelig er det i orden, at DR bringer optagelsen, hvor de bringer Haarder op i det røde felt ved at blive ved med at stille et spørgsmål de har fået svar på. Det handler om at få væltet regeringen, og her må alle gode kræfter, også DR, trække på samme hammel. Derimod ville det være helt utilstedeligt, hvis DR udviste tilsvarende uforskammet adfærd overfor Helle eller Villy. Det er venner!«, vurderer Nielsen i sit indlæg på politiken.dk.

LÆS

Journalistforbund betvivler DR's motiver

Andre bakker om om DR's beslutning.

»Journalisten gør et sobert stykke arbejde og ros for det. At ministeren så er uprofessionel må da stå for hans regning, og det bør da have en konsekvens andet end en undskyldning. Ros til DR for modet til at vise et andet billede af det politiske liv«, skriver Anja.

Jeppe Schjerning er enig.

»Det er naturligvis både i orden og meget relevant at bringe det. Når man er politiker - og i særdeleshed når man er minister - skal man kunne tåle at skulle tage stilling til uventede forhold«, skriver han og fortsætter:

»Hvis man i et sådant tilfælde ikke kan styre sit temperement, er der mange - og vigtigere - situationer, hvor der er større ting på spil, hvor det også kan/vil gå galt«

DR forsvarer kontroversielt Haarder-klip

»De SKAL da bringe klippet. Det viser, at ministeren ikke har tjek på en vigtig sag, og det siger noget om det aftalte spil, som ellers trives i bedste velgående mellem magthavere og ukritiske journalister«, mener Anders Mortensen.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her