Bertel Haarder var mere medgørlig, når man først havde gjort ham rigtig vred. Rikke Hvilshøj var både velbegavet, vidende og saglig, mens forholdet til Birthe Rønn Hornbech var præget af bølgegang, herunder et sagsanlæg for injurier. Fætrene, debattørerne, præsterne og politikerne Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti har i ti år forsøgt at påvirke de skiftende integrationsministre til at stramme udlændingepolitikken. Og dét med stor succes. Efter dette valg stopper de i dansk politik. Begge er de over 70 – Søren Krarup er Folketingets ældste politiker – og de mener, at værnepligten, som de konsekvent kalder tiden på tinge, er aftjent. Mange stramninger er effektueret, siden Søren Krarup med en skrivemaskine under den ene arm og Jesper Langballe under den anden troppede op første dag på Christiansborg i november 2001. Daværende pressechef for Dansk Folkeparti Søren Espersen havde med møje, besvær og en underdrivelse om, at politikere kun behøver at arbejde en dag om ugen, overtalt de to præster til at stille op.
Kontoret pakkes ned
Men nu kan de ikke mere. Derfor bruger de et par dage i valgkampen på at pakke kontorerne på Christiansborg ned.
I deres to naboværelser oppe under taget på Proviantgårdens 4. sal har samlet sig alskens finanslove, betænkninger og udkast. Det hele ryger ud. Heller ikke Dansk Folkepartis partiprogram finder Søren Krarup bevaringsværdigt – måske fordi det alligevel sidder på rygraden.
SE FOTO Til gengæld gemmer han er par bøger, han selv har skrevet, samt forsiden af den første danske oversættelse af Bibelen, som hans fætter har forstørret, sat i ramme og foræret ham. Udlændinge og EU; en trussel Da de to præster indtog kontorerne, var det med ønsket om at forhindre ’fremmede’ magter i at overtage Danmark. »Samfundet er truet på to afgørende områder. Dels i kraft af en udlændingepolitik, der truer med at gøre danskerne til mindretal i deres eget land. Dels i EU-politikken, der går ud på, at nogle sværmeriske totalitært tænkende europater forvandler EU til en overnational størrelse, der betyder nationernes nedlæggelse«, siger Krarup. Selv om ’faren’ ikke er drevet over, stopper 72-årige Langballe og 74-årige Krarup med god samvittighed. »Vi har aftjent vores værnepligt, og der er ingen grund til at fortsætte«, siger den ældste af fætrene og henviser til en bog fra sit forfatterskab, der tæller knap 30 titler. Det gør han gentagne gange under interviewet. »Jeg udgav for et par år siden en bog, jeg kaldte ’National værnepligt’ med undertitlen ’Politisk ekskurs’. At være politiker er altså ikke det, sagen har drejet sig om«, siger han. Søren Krarup, er det ikke lidt krukket at tale om en værnepligt? »Der vil jeg nok sige, at det er os, der har startet debatten om indvandringen og hele det folkelige oprør imod den. Og så siger jeg bare, at man ikke kan kalde til oprør og modstand og så blive stående på sidelinjen. Man er nødt til at gå ind i krigen«, siger han. Da Bertel blev vred og medgørlig Første skridt mod et samfund, der står på mindre vid gab for flygtninge og udlændinge, var udlændingeaftalen fra 2002. Dansk Folkeparti stillede i forhandlingerne med de to fætre og Peter Skaarup, fordi Pia Kjærsgaards temperament ikke gik godt i spænd med daværende integrationsminister Bertel Haarders (V) ditto. »Man gik ud fra, at vi ikke kunne stemme imod en stramning, men så meddelte jeg Bertel Haarder, at vi ville stemme gult (dvs. hverken for eller imod, red.), fordi aftalen ikke var stram nok«, siger Jesper Langballe. Integrationsministeren tabte underkæben. Angiveligt havde Bertel Haarder af statsministeren fået besked på kun at komme hjem, hvis han havde en aftale med. Derfor blev Bertel Haarder noget overrasket og ikke mindst arrig, da Dansk Folkeparti ikke stemte for aftalen i første omgang. »Vi fandt ud af, at Bertel Haarder har et fantastisk temperament og kan fare op i soffitterne«, siger Langballe med vild gestik. Dermed lærte de to børnebørn af Christian og Ellen Langballe, at det kunne være en fordel at hidse ministeren op, for så blev han lidt flov over det bagefter; »Og så kunne vi få alt muligt igennem«, siger Langballe strålende.
