Lærerne kæmper imod 'de mørke trillinger'

Onde tunger på Slotsholmen taler i disse tider om »de tre mørke trillinger« i Finansministeriet. I den brede offentlighed er kun den ene trilling, finansminister Bjarne Corydon (S), kendt. Med sit kontroversielle sms-pres på personalet i SAS og offensiven mod lærerstanden er han endt som hovedmodstander, nærmest hadeobjekt, for store grupper af lønmodtagere - galionsfiguren i en regering, der ifølge kritikere er ved at tromle den højt besungne danske model helt flad.
LÆS OGSÅSorgenfrey raser over upassende SAS-sms fra Corydon På daglig basis må Corydon lægge ryg til beskyldninger om, at han er flygtet fra sine tidligere holdninger, fordi han som ny minister er endt i kløerne på stærke embedsmænd. Der eksisterer ganske rigtigt stærke embedsmænd i kulissen - blandt andet de to resterende trillinger. Arkitekterne bag slankekuren
Deres magt taget i betragtning er det bemærkelsesværdigt, at kun de færreste mennesker uden for en snæver cirkel omkring Christiansborg har hørt om dem. De beskrives som arkitekter bag gennemførelsen af det højspændte opgør med offentlige faggruppers arbejdsvilkår. De er slagmarkens usynlige feltherrer, landets fremmeste budgetbisser: David Hellemann og Niels Gotfredsen. Hellemann, Finansministeriets departementschef, vækker måske genklang hos folk, der husker, hvordan han som økonomidirektør med stor effektivitet ryddede op i Danmarks Radios økonomiske morads. LÆS OGSÅEnhedslisten raser over Corydon-parløb med KL Niels Gotfredsen bidrog med succes til en lignende genopretning i forsvaret, inden han indtog sin nuværende post som direktør i Moderniseringsstyrelsen, der har til opgave at slanke driften af staten. Ifølge iagttagere er det netop hos David Hellemann og Niels Gotfredsen, en af nøglerne til opgøret med de offentligt ansattes vilkår - helt aktuelt lærerstandens - skal findes.

»Der skal næsten målfoto til at se forskel på de to. De er født af den samme tænkning i Finansministeriet. De styrer efter samme principper og er rigtig gode til at eksekvere - også vanskelige beslutninger«, siger kommunikationsrådgiver Peter Mose, der er forfatter til flere bøger om embedsværket. »Jeg ser en klar sammenhæng mellem Hellemann, Gotfredsen og så alt det, der rulles ud nu. Det er det helt store slag om overenskomsterne«. Tankerne om en markant offensiv mod lønmodtageres vilkår synes drevet af nødvendigheden. Erkendelsen langt ind i regeringsapparatet lyder, at skatterne ikke kan hæves i en rum tid fremover. Og potentialet i reformer af ordninger som efterløn, dagpenge og kontanthjælp er så småt udtømt. Det efterlader såkaldte moderniseringer af den offentlige sektor som en af de få tilbageværende kilder til finansiering af et stærkt velfærdssamfund - 12 milliarder kroner årligt skal ifølge regeringens 2020-plan hentes ind den vej. Pistolen for panden Og mens ledende ministre gerne vil have diskussionen til at handle om robotstøvsugere og digitale løsninger, har ordet 'modernisering' en ganske anden klang i Finansministeriets maskinrum. Her er blikket især rettet mod de mange lønmodtagerordninger, som ifølge arbejdsgiverne gør den offentlige sektor træg. Visse grupper kender allerede melodien: Overlæger på hospitaler får mere aftenarbejde. Den nedsatte undervisningstid til gymnasielærere over 60 år er fjernet. Forsvarets ansatte bliver ikke længere betalt for at holde sig i form. Listen er lang. Ugen igennem har faglige organisationer ytret, at spillet om dette års overenskomster for første gang nogensinde ikke har indeholdt reelle forhandlinger. De er i egen optik blevet mødt med en pistol for panden og med følelsen af, at forhandlerne fra stat, regioner og kommuner er blevet udstyret med dekret ovenfra om ikke at give sig en tomme. LÆS OGSÅKL skyder straks nyt udspil fra lærerne ned Ifølge en embedsmand med kendskab til processen er den nuværende nervekrig om lærernes arbejdstid hidtil vigtigste kapitel i en større historie om, at lønmodtagere må vænne sig til at få skåret i deres ordninger. Budgetkrigerne udstikker kursen. Om nødvendigt med tvang. »Det er my way or the highway. Hele ideen om at forhandle og finde en højeste fællesnævner lever ikke. Deres stil er at melde noget absolut ud, og så kan den anden part få lov til at forhandle om de sidste rester. Og du har kun set toppen af isbjerget«, siger embedsmanden. En bremse i samfundsudviklingen For at forstå det opgør, der har ført til, at hen ved en million danskere formentlig står uden undervisning på tirsdag, vil det være på sin plads at hoppe to år tilbage i tiden. Til en forårsdag på Skodsborg Kurhotel nord for København. Her var den absolutte elite af offentlige topledere - heriblandt departementschefer og styrelseschefer - samlet til den såkaldte Topledercamp i Forum for Offentlig Topledelse. Forummets bestyrelsesformand, David Hellemann, havde et halvt år tidligere sagt farvel til Danmarks Radio, der med ham ved styrepinden fik tilnavnet 'Hellemann-provinsen'. Og efter 19 dages mellemstation i konsulentvirksomheden McKinsey trådte han ind som departementschef under daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). Nu stod Hellemann på Skodsborg-seminaret i 2011 og reflekterede på en træg overenskomstforhandling med gymnasielærerne kort forinden. LÆS OGSÅCorydons højre hånd undsagde dansk model Efter alt at dømme var forhandlingen et wake-up call for den nytiltrådte topembedsmand. I hvert fald udtrykte Hellemann sig ifølge en række af de tilstedeværende stærkt kritisk over for et system, hvor vrangvillige centrale organisationer forhandler på vegne af offentligt ansatte. Flere husker det som et direkte opgør med selve den danske aftalemodel. »Hellemann udtalte sig stærkt kritisk om den danske model. Hele forhandlingssystemet med, at man centralt skal forhandle med fagforeningerne, var han kritisk over for«, siger en af de tilstedeværende, der betinger sig anonymitet.
Holder linjen David Hellemann afviser i en mail til Politiken, at han skulle være modstander af den danske model, som han »grundlæggende mener er den rigtige«. Men den rummer også udfordringer set fra arbejdsgivers side, erkender han. »Som jeg husker det, sagde jeg (på Skodsborg Kurhotel, red.) noget i stil med, at de netop overståede overenskomstforhandlinger i 2011 viste, hvor svært det var at modernisere den offentlige sektor, og at den danske model, for så vidt angår det offentlige arbejdsmarked, har den helt særlige udfordring, at lønstigninger gives automatisk og derfor ikke er en reel del af forhandlingerne«. »Mine udtalelser var en del af en debat på et lukket møde. De blev sagt med henvisning til de på det daværende tidspunkt netop overståede overenskomstforhandlinger, hvor de offentlige arbejdsgivere ikke var kommet igennem med langt hovedparten af fleksibilitetskrav mv.«, skriver Hellemann.