Hvis Storbritannien i juni stemmer nej til en ny EU-aftale og efterfølgende melder sig ud af samarbejdet, kan det ende med, at Dansk Folkeparti ikke længere vil støtte Danmarks EU-medlemskab.
I mere end et årti har Dansk Folkeparti trods en EU-kritisk holdning støttet op om medlemskabet. Så sent som i februar sagde EU-profilen Morten Messerschmidt, at det er irrelevant at diskutere, hvorvidt Danmark skal være med eller helt ud. Men et britisk exit vil efterlade EU i en så dramatisk ny situation, at alle muligheder på forhånd må holdes åbne, siger partiets EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth.




























