Det er reelt statsministeren, udenrigsministeren og topembedsmænd, der er i dialog om krig.
Og beslutningerne om Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak er sket ad uformelle kanaler.
Sådan lyder det fra forskerne Anders Wivel og Rasmus Mariager, der står bag den længe ventede udredning om Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak, som er offentliggjort tirsdag på et pressemøde.
»Jeg har været overrasket over, hvor få der beslutter, om Danmark skal i krig. Det er reelt statsministeren, udenrigsministeren og topembedsmænd, der er i dialog med typisk amerikanske aktører«, siger Rasmus Mariager.
Forskere: Fogh-regeringen strammede efterretninger inden Irak-krigenEn anden af forskernes konklusioner er, at den danske beslutning om at gå i krig i Irak var helt overvejende drevet af især tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) enighed med USA.
Til gengæld var Fogh »ikke særligt åben om den politiske proces«. Det konkluderer udredningen også.
Det lykkedes ifølge udredningen Fogh gennem hele forløbet »at undgå at blive forpligtet af definitioner, der senere kunne indskrænke hans og regeringens politiske råderum«.
»Således afviste Fogh Rasmussen at besvare det, han typisk omtalte som 'hypotetiske spørgsmål'«, står der i udredningen.
Det kunne eksempelvis være spørgsmål om, hvad det internationale samfund ville gøre, hvis det ikke lykkedes at få afviklet Iraks våbenprogrammer.
Fire års krig i Irak
De første danske tropper blev sendt til Irak i 2003 som led i en amerikanskledet invasion, og de blev trukket tilbage igen i 2007.
Siden 2014 har Danmark bidraget til en international koalition i kampen mod Islamisk Stat (IS) i Irak.
Krigen i Irak kostede otte danske soldater livet. 43 mistede livet under krigen i Afghanistan.
Fakta om krigene: 52 danskere omkommet og 233 såredeDanske soldater blev sendt ind i landet i 2002. De sidste kampsoldater blev trukket ud i 2013. Én soldat døde i Kosovo. Her begyndte missionen i 1999.
Fogh havde ifølge udredningen den forståelse, at det juridiske grundlag for at gå i krig kunne etableres på forskellige måder.
»Men han gjorde sig ikke store bestræbelser for at forklare oppositionen, hvad han mente med dette. Derved lykkedes det Anders Fogh Rasmussen at bevare sit og regeringens manøvrerum. Omkostningen var imidlertid en fornyet mistillid mellem Folketingets partier på det sikkerhedspolitiske område«, står der i en af konklusionerne.
ritzau
fortsæt med at læse
