Dette er kapitel 7 af reportageserien ‘De Utilregnelige’, der første gang blev bragt i 2014. Har du ikke læst de tidligere afsnit kan du begynde med første kapitel her.
Egentlig skulle man tro, at Henrik havde travlt med at slippe ud i friheden.
Gennem næsten otte år har han levet i denne gule murstensbygning, der er afskærmet fra livet udenfor med låse på døre og vinduer, adgangskoder, nøglebrikker og høje flugtsikrede hegn. Ikke en eneste morgen har han kunnet rejse sig fra sin hospitalsseng her på Psykiatrisk Center Glostrups retspsykiatriske afsnit 80, åbne et vindue og fylde lungerne med den morgenfriske duft fra græsset og nåletræerne udenfor.
Nu har retten ændret mandens dom fra en anbringelsesdom til en behandlingsdom med mulighed for indlæggelse. Set udefra er en dom en dom, men her er der i bogstaveligste forstand en verden til forskel. En anbringelsesdom har holdt Henrik bag de lukkede døre i årevis, en behandlingsdom betyder i dette tilfælde, at Henrik bliver udskrevet og skal flytte ind på et bosted med egen nøgle.
