Dette er kapitel 8 af reportageserien ‘De Utilregnelige’, der første gang blev bragt i 2014. Har du ikke læst de tidligere afsnit kan du begynde med første kapitel her.
Han har været på flugt fra en anden psykiatrisk afdeling. Han har ikke røget hash i fem dage. Normalt ryger han fem gram om dagen. Nu sidder Dennis i opholdsstuen på Psykiatrisk Center Glostrups retspsykiatriske afsnit 80 som den senest ankomne patient, efter at afsnittets nestor lukkede indgangsdøren bag sig en sidste gang og efterlod en ledig plads.
De fleste mennesker med tatoveringer lader mindst en kropsdel gå fri af nålen: Hovedet. Dels er det ulovligt, dels er det umuligt at skjule en tatovering i ansigtet med en langærmet trøje, hvis en arbejdsgiver ikke bryder sig om farvelade på armene. Folk tatoverer gladeligt overkrop, arme, ryg og ben. Nogle sågar hænder og fødder. Men hovedet? Nej.
Dennis er stik modsat. Han har kun få tatoveringer på kroppen. Derimod er ansigtet, hovedbunden og halsen et virvar af monstre, spøgelser og budskaber med skråskrift. Plus en tåre ved øjet. Sådan er det med Dennis. Han er omvendt.
