Vi ser i disse år en voldsom stigning i mentale sygdomme som angst, stress og depression, ikke mindst blandt unge. Litteratur peger på, at tidlig omsorgssvigt kan være en af mange årsager. Derfor vakte det naturligvis opsigt, da vi i sidste uge var vidner til optagelser med skjult kamera, der viste omsorgssvigt af helt små børn i en vuggestue. Ingen trøst, men lutter hårde ord og tilmed løgn fra ende til anden, når forældrene mødte op og fik at vide, at deres barn havde haft en god dag. Spørgsmålene trænger sig på. Skal jeg tage mit barn ud? Hvor skal det så passes? Skal jeg droppe mit job og selv passe mit barn?
Det er ikke sjovt at være hverken barn eller forælder til børn i underbemandede og/eller dårligt ledede børneinstitutioner. Barnets mentale sundhed er truet og småbørnsforælderens stressniveau stigende. Men det kan heller ikke være særlig sjovt at være pædagog i disse dage. Her tænker jeg på de mange fagligt stærke, empatiske og engagerede pædagoger, der arbejder for en lav løn på underbemandede institutioner og alligevel formår at give vores børn en god hverdag. Det er ikke fair, hvis vi kun husker de brodne kar og generaliserer. Sandheden er jo, at mange pædagoger tilhører en hær af hverdagshelte.
