Inger: Min mand og jeg, der begge var børn i 1970’erne, har drøftet, hvor joden er blevet af. Dengang var der ikke den rift eller skramme, der gik joden forbi. Så snart hylet lød, stod vore mødre der med flaskerne: den røde jod til de små skrammer og den gule, modbydeligt sviende jod til de mere alvorlige skader.
Nu er der os bekendt ingen, der bruger jod i privat regi, i hvert fald ikke vores voksne børn. Er der kommet mere effektive midler, eller hvad er årsagen?




























