I vores familie spiser vi sammen én gang om ugen. Omkring middagsbordet samles voksne børn, svigerbørn, børnebørn i alle aldre, min mor og vores nærmeste venner. Da vi forleden var samlet om lasagnen, var det min svigersøn, der var i fokus. Det var netop blevet bekendtgjort i medierne, at han var trådt ud af det, der i folkemunde kaldes dødsudvalget. Han arbejder på et hospice og har hver dag døden inde på livet. Han sagde derfor ja til at være med i et udvalg, der skulle handle om en værdig død. Men han oplevede, at udvalgets fokus blev et andet. Derfor sagde han fra og meldte sig ud.
Ved den ugentlige fællesspisning taler vi om det, der ligger os på sinde. Med små børn omkring bordet siger det sig selv, at vi ikke diskuterer aktiv dødshjælp. Men den aften snakkede vi om, hvor vigtigt det er at kunne sige fra: Jeg vil ikke være med til at holde nogen uden for, når vi leger. Jeg hader rosenkål, så det vil jeg ikke spise. Jeg tør sige, at jeg godt kan være sej uden at ryge. Jeg siger fra, når de andre drikker sig i hegnet. Jeg er ikke bange for at være i mindretal.
