Er du datter af en kassedame eller søn af en socialt belastet indvandrerfamilie har du dårligere chancer for at klare dig godt i skolen.
Men dine chancer bliver endnu ringere, hvis dine skolekammerater også kommer fra socialt dårlige kår, viser en detaljeret analyse af Pisa-målingerne foretaget af DPU-professor Niels Egelund for Nordisk Ministerråd. »Selvfølgelig betyder det noget, om ens forældre har en høj uddannelse eller ej. Det vidste vi godt i forvejen. Men oveni er der en effekt af skolens samlede sociale niveau, som vi især ser i Danmark og i mindre grad i de andre nordiske lande«, siger han. En svag social baggrund for den enkelte elev koster ca. 30 point mindre på Pisa-skalen – og det tal er stort set det samme i alle de nordiske lande. Men det koster hele 50 point at gå på en socialt belastet skole, viser tallene. Og det er mest markant i Danmark og til dels i Sverige, mens forskellen ikke gør sig gældende i nær samme grad i Finland, Norge, Island og på Færøerne. »Tilsyneladende ser det værst ud i Danmark. Måske fordi Danmark formentlig er det land, hvor reformpædagogikken er slået mest igennem«, mener Niels Egelund, som leder Center for Grundskoleforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU). Elementer af den sorte skole Den frie pædagogik er rigtig god over for middelklassens børn, men problematisk over for elever med dårlig social baggrund, siger han. Danske skoler er gennem de sidste 25-30 år blevet stadig mere socialt polariserede. I storbyernes ghettoer, på den københavnske Vestegn og i udkantsområderne klumper de socialt svage elever sig sammen, mens velstillede forældre benytter sig af det frie skolevalg til at søge grønnere græsgange eller sende deres børn på privatskoler. Allerhelst ville Niels Egelund afskaffe det frie skolevalg, rive ghettoerne ned og gøre privatskolerne offentlige, så alle skoler fik en blandet elevmasse. Men når det ikke kan lade sig gøre, mener han, der skal en forskellig pædagogik til forskellige typer skoler. Den fri pædagogik, der virker i Hellerup, duer ikke på Ydre Nørrebro, hvor der skal andre redskaber til for at løfte eleverne fagligt. »Jeg vil ikke kalde det sort skole, men nogle elementer af den sorte skole, med en skrap lærerstyring, en højere grad af disciplin og mindre individuelt arbejde«, efterlyser han. Niels Egelund understreger, at den danske folkeskole i de seneste 5-8 år har bevæget sig langt i retning af meget mere klasseledelse og lærerstyring. Den opfattelse deler Lise Egholm, som er skoleleder på Rådmandsgades Skole, som netop ligger på Ydre Nørrebro, og som er kendt for sin målrettede pædagogik over for børn fra tosprogede familier. »Jeg er langt hen enig i, at vi skal være meget tydelige i de krav, vi stiller til vore elever, og det gælder også danske børn fra socialgruppe 5«, siger hun. »Det skal ikke være kæft og trit, men gerne ekstremt meget retning. Og der har reformpædagogikken ødelagt ganske meget. Det hænger sammen med en bestemt lærertype, som heldigvis er ved at uddø – den der hvordan-synes-du-selv-det-går-type, som jeg ikke kan holde ud. For vi svigter børnene med alt det slaskeri og ævl og bævl om, at de skal tage ansvar for egen læring. Det kan de ikke«, siger hun. Smid ikke barnet ud Men som ekspert i undervisningsdifferentiering advarer lektor Hans Henrik Knoop, som også er tilknyttet DPU, mod at »smide barnet ud med badevandet«. Han er en af hovedpersonerne bag den populære TV 2-serie om Gauerslund Skole, der på 100 dage indførte metoden med såkaldte »læringsstile«, hvor hver enkelt elevs foretrukne måder at lære på blev tilgodeset. »Det burde også kunne fungere godt på en skole i Nordvest, hvis man også tilgodeser de elever, der har brug for en strammere styring«, siger han. »Men det forudsætter selvfølgelig, at eleverne ikke synes, at skolen er lig med nederlag, og modarbejder læreren. Der kan en mere dirigerende pædagogik være det rigtige. Men det bør ikke udelukke, at også andre former kan anvendes«, siger han.
