♫
Måske jeg burde ha’ en plan
Jeg tager det dag for dag
Jeg ved ikke hvad jeg laver
»Sangen handler jo overordnet om ikke at gå den lige vej i livet. Jeg vandt årets nye navn til Danish Music Awards i en alder af 32 år og kom ind på konservatoriet, da jeg var 25. Igennem meget af mine 20’ere var jeg fuldstændig fortabt. I lange perioder havde jeg ikke noget sted at bo, jeg røg bare hash og spillede computer. Så sangen handler om at være på afveje, og jeg er en god afsender, synes jeg, fordi jeg selv har levet det.
Derfor ved jeg også, at det faktisk er en sund del af ens dannelse at prøve at være på bar bund i perioder af ens liv. Ikke at have en plan, mangle penge, være fortabt. Det er min erfaring, at der opstår noget menneskeligt, noget grundlæggende empati og forståelse for folk, der er på bunden af samfundet og har udfordringer, hvis man selv har kokset rundt.
’Måske jeg burde ha’ en plan’ handler også om at føle sig bagud. Jeg tror, at rigtig mange unge mennesker føler, at de allerede i 9. klasse skal vide, hvad de vil, fordi deres karaktergennemsnit jo afgør, hvad de senere kan komme ind på. Så hvis planen ikke er der, kan det få ret store konsekvenser. Men vi er da meget bedre tjent med et samfund, der giver folk tid til at finde det, de er gode til, i stedet for at presse dem hurtigt igennem systemet. Jeg tror, vi taber mange store hjerner på at stille for mange krav for tidligt«.
♫
Der er folk der bygger rumraketter
For dem er livet ikke meget lettere
Jeg har lige lært at gå på hænder
»Det her stykke handler om, at alle mennesker har problemer. Jeg tror, at mange går og tænker: ’Hvis bare jeg fik den million, eller hvis bare jeg fik det drømmejob, så stopper jeg med at være stresset’. Men det er jo ikke virkeligheden. Prøv bare at se, hvor mange store superstjerner der går ned med flaget.
Og så kan jeg godt lide det barnlige i at bygge rumraketter. Men det her handler især om værdi. Fra et barns perspektiv er det jo lige så imponerende at lære at stave sit eget navn, som det er at lære at gå på hænder. Der er jo noget fuldstændig magisk ved at kunne bruge sin krop til det. Så hvorfor har det egentlig mindre værdi i samfundet end så meget andet?«.
♫
Jeg får karakterer i morgen
De kan kun være bedre end sidste år
Jeg har aldrig fået 12
»Det her kan jeg selv spejle mig i. Jeg kom alt for tidligt i gymnasiet. Og jeg går faktisk fra fagligt at være ret godt med til nærmest ikke at kunne stave eller tale engelsk. Jeg fik forfærdelige karakterer og var slet ikke moden nok til det. Det der med at skrive noter og holde styr på sine bøger og den slags, det kunne jeg slet ikke balancere. Alt det faglige sejlede.
Det var faktisk hormonerne, der virkelig fik fat i mig. Det der med at gå fra at kigge på de samme 15-20 piger hele ens liv til at være på et gymnasie med flere hundrede, det var overvældende. Og så kom alkoholen og festerne og alt det der. Jeg kunne slet ikke fokusere, for jeg var nærmest helt hjernedød af hormoner. Der er jo alt mulig kemi, der foregår oppe i hjernen og i kroppen i de år.
Det fik jeg heldigvis afløb for, da jeg droppede ud af gymnasiet og startede i 10. klasse på efterskole. Det var en kreativ efterskole, og det blev et virkelig vigtigt år for mig. Det var ikke det bedste år i mit liv, men det var konstruktivt, nyttigt og vigtigt. 10. klasse rystede bare det sidste på plads for mig, fordi jeg fik den ekstra vigtige tid.
Det var her, jeg blev fagligt fintunet, fordi der var nogle lærere, der forklarede tingene på en anden måde. Derfor synes jeg også, det er så forkert, at man fremover ikke må overflytte sine karakterer fra efterskolen. Det er helt absurd, at man ikke forstår, hvor meget folk kan rykke sig. Hvis man har haft den samme lærer i folkeskolen i 10 år, og personen forklarer tingene på en måde, man ikke fatter, er det jo ikke ensbetydende med, at eleven er ubegavet. Jeg tror, man taber enormt meget potentiale«.
♫
Bussen går om lidt, den når jeg
Strejfer lige lidt rundt og slår mig hårdt
Jeg når den næste hvis jeg vil
»Det der med at ’bussen går om lidt’, det handler om den distræthed i livet, som kan være så fin. De er så herlige, de der distræte børn, der er fuldstændig på månen og smider deres handsker væk hele tiden og glemmer at gå op til bussen, fordi de ser en stor vinbjergsnegl, de skal stikke til med en pind. Der findes da nærmest ikke noget mere livsbekræftende. Tit er det jo, fordi fantasien er i gang. Og den vil jeg rigtig gerne belønne.
Jeg lever selv af at finde på ting. Alt mit arbejde er at lege, og man skal ikke underminere det som noget, der ikke er vigtigt. Hvis man zoomer ud, kan man sige: Hvordan skal vi konkurrere med kineserne og amerikanerne? Det er ved at blive rigtig gode til at forestille os ting og lege og være innovative. Det er jo derfra, de gode ideer opstår.
Derfor er det også vigtigt for mig at slå et slag for de kreative fag. Jeg tror, det er supergodt for ens dannelse at stifte bekendtskab med forskellige ting – om det er en klatrevæg eller en mountainbike eller at lave musik. Og jeg vil gerne vide, hvad de kreative fag kommer til at fylde i regeringens alternativ til den traditionelle 10. klasse. For man kan sgu ikke bare fjerne noget, som er helt vildt vigtigt, uden at fortælle os, hvad alternativet skal være. Det bekymrer mig«.
♫
Nogle gange tænker jeg
Hvad skal verden med sådan en som mig?
Jeg ved ikke hvor jeg ender
»Det her handler om den der flakkende og søgende fornemmelse, som jeg selv kan genkende fra mine tidlige teenageår, hvor jeg tågede rundt. Jeg har aldrig lavet meget ballade i skolen, men jeg var en rigtig, rigtig besværlig elev, fordi jeg satte spørgsmålstegn ved alting. Det har jeg fra min far, der er totalt anarkist. Jeg var en rigtig spørgejørgen.
Og så var jeg også meget selektiv med fællesskaber. Hvis vi skulle være ’nisser’ for hinanden i klassen, og jeg syntes, det var åndssvagt, meldte jeg mig ud som den eneste. Jeg har helt sikkert givet mine lærere hovedpine, og mange af dem har nok tænkt: Hvad fanden skal der blive af den der møgunge, der hele tiden vil diskutere?
En af de lærere, jeg har lyst til at fremhæve, er Jørgen Pedersen, der var min dansklærer fra 0. til 7. klasse. Han øvede formskrift med os og havde et æble med til den, der havde skrevet flottest. Helt old school. Han prøvede ikke at være venner med sine elever, og han stillede krav til os. Der var en klar konsekvens, hvis man ikke fulgte retningslinjerne, og det øjeblik, han trådte ind i lokalet, var der fuldstændig ro. Vi lavede diktat om fredagen, og jeg kan huske, at jeg har siddet og grædt derhjemme om morgenen, fordi der var et ord, jeg ikke kunne. Når jeg skal stave ’interesseret’ i dag, er det stadig den samme øvelse, jeg bruger. Jeg tillægger ham en stor ære for, at mit sprog er blevet, som det er«.
♫
Prøver på at finde balancen
Mens jeg ser på solen blive orange
Av, hvor er det bare smukt
»Kontrasten til det konstante ræs med at ville have den rigtige uddannelse, ejerlejlighed og friværdi, det er jo at være til stede i nuet. For lige pludselig er livet slut, uden at man har nydt en solnedgang eller været til stede. Så det er en opfordring til, at det er vigtigt at bruge tid på den solnedgang og ikke føle sig bagud hele tiden. For det er jo grunden til, at vi har den folkesygdom, der hedder stress. Vi er kodet til aldrig at blive tilfredse.
Vi mennesker er i det hele taget så fokuserede på at være lykkelige, men der er jo aldrig nogen, der har lovet menneskeheden, at vi skal gå og være glade og have det godt hele tiden. Det er vigtigt at gøre nytte. Det er vigtigt at være noget for andre. Det er vigtigt at kunne et håndværk, som tjener the greater good. Men det er ikke farligt at være ked af det eller fejle. Lige nu er det jo forældres største skræk at få børn, der er ulykkelige. Men den værste skræk i min bog burde være at få børn, der ikke kan finde ud af at gøre noget eller være nogen for andre«.
♫
Jeg var et mirakel
Fra den dag
Jeg blev født
»Mirakel-sætningen er faktisk inspireret af noget, Svend Brinkmann har sagt, og det er virkelig syret, for han har siden udtalt, at det er en af hans yndlingssange – uden at vide, at han selv har været en stor inspiration. Jeg hørte ham i radioen snakke om, at vores værdi som mennesker starter i det øjeblik, sædcellen finder ægget. At der er så lille en sandsynlighed for, at vi bliver os, at det er menneskets fødsel, der er det største mirakel, vi oplever i hele vores liv. Større end at vinde lotto 10 gange.
Det er vigtigt at huske i et samfund, der meget gerne vil måle på præstation og status, og som synes, at værdien stiger, jo flere penge, jo smartere tøj, og jo flere venner man har. For nej, værdien er der fra start af. Det er en kæmpe befrielse og en helt anden måde at være i verden på, hvis man forstår det. Dermed ikke sagt, at man ikke skal gøre sig umage og gøre nytte. Men der er mange, der føler sig for grimme eller for dumme, som har brug for at høre det«.
♫
Vent og se
Jeg skal nok få styr på det
»Det her er jo totalt til forældrene og til systemet. Der er jo en magisk selvtillid i det, sådan en ’jeg skal fandeme vise dem’. Noget med at tage magten tilbage. Og jeg bliver altid rørt, når jeg hører børn synge denne her del, fordi det går op for en, at det der pres jo faktisk er på dem.
Der var også mange, der ikke troede på mig – flere lærere og min studiegruppe, der smed mig ud, fordi jeg hellere ville øve med mit band. Men min farfar troede på det til det sidste. På sit dødsleje sagde han til mig: »Det kommer til at gå så godt«. Han var helt sikker. Mange tvivlede på mig, men når mine forældre spurgte, sagde jeg: »Jeg vil hellere dø end at lave noget andet end at leve af musik«. Og jeg fik jo styr på det til sidst. Det gør de fleste«.
Politiken hylder landets mest dedikerede lærer. Har du nogen i tankerne? Indstil dem direkte her og på politiken.dk/undervisningsprisen senest søndag 12. oktober kl. 23.59.
fortsæt med at læse
