Pernille Kudsk Schmidt lader ingen tvivl tilbage.
Det er langt fra alle, der kan blive social- og sundhedsassistent.
Og så er jobbet med at yde omsorg for de svage og ældre borgere et af de absolut vigtigste i vores samfund.
Det slår sidste års vinder af Politikens Undervisningspris med jævne mellemrum fast over for sine elever. Og for alle mulige andre.
For, som hun siger:
»Det er sosu-assistenterne, der er der, når mormor er ved at dø, eller når de ældre ikke har andre«.
Pernille Kudsk Schmidt underviser på Social- og Sundhedsskolen i Horsens. Hun modtog sidste år undervisningsprisen i erhvervsskolekategorien. Ikke mindst for sin engagerende undervisning og sin evne til at banke selvtillid ind i eleverne.
I disse uger er der igen åbnet for indstillinger til Politikens Undervisningspris, der præmierer dygtige lærere i grundskolen, gymnasierne og på erhvervsuddannelserne.
Indstil en dygtig lærer herEt job, der kræver mod
Det kræver mod, når man skal dele ud af sig selv for at yde omsorg for andre, siger Pernille Kudsk Schmidt.
»Alle kan ikke bare lige blive social- og sundhedsassistenter. Langt fra. Det kræver, at man har noget empati, og at man har evnen til at sætte sig udover sig selv. De unge mennesker, jeg arbejder med, er villige til at give meget af sig selv. Det er kæmpestort«, siger underviseren.
»Det handler om nærvær, om at turde at være til stede, og det er altså ikke bare noget, man lige kan læse i en bog. Det er ikke noget, man bare har. Det er noget, man bliver dannet i«.
For Pernille Kudsk Schmidt er det afgørende at lægge kimen til en grundlæggende faglig stolthed hos sine elever på social- og sundhedsskolen.
»Det er vigtigt, at eleverne ser sig selv som nogle, der gør en kæmpestor forskel. De skal tænke: 'Jeg er ikke bare sådan en, der tørrer røv'. Det handler om rigtig meget mere end personlig pleje. Det handler om nærvær, om at turde at være til stede«, siger hun.
At få børstet tænder af en fremmed
På et seks måneder langt forløb på social- og sundhedsskolen gennemgår Pernille Kudsk Schmidt og eleverne en lang række praktiske og ofte meget fysiske øvelser. Det skal ruste eleverne til virkeligheden på blandt andet plejehjem.
»Vi bruger hinanden meget og spiller borgere, så de også prøver på egen krop, hvad vil det sige at have brug for hjælp. Hvad vil det sige, når der kommer en helt tæt på mig og skal børste mine tænder? Hvordan føles det, når man går ind i folks intimsfære?«, siger hun.
»Man kan ikke bare tage for givet, at nu stikker man en tandbørste ind i munden på folk, og så er det fint. Eleverne bliver faktisk meget overraskede over, hvor ubehagelig det kan være, når der kommer en fremmed så tæt på. Det lærer de rigtig meget af. Det giver respekt for andre mennesker«.
Nogle kommer kravlende
Flere elevers indstillinger førte til, at Pernille Kudsk Schmidt sidste år blev nomineret til og siden fik Politikens Undervisningspris og de 75.000 præmiekroner.
Eleverne fremhævede ikke mindst, at deres underviser havde en i særklasse veludviklet sans for at afstive deres selvtillid. Som en elev skriver, lyder det typisk fra underviseren:
»Selvfølgelig bliver I ansat. De fleste af mine elever bliver ansat, for de er de bedste«.
De mange hjertelige ord fra eleverne var ifølge Pernille Kudsk Schmidt det allerbedste ved at modtage undervisningsprisen. Det giver hende et fagligt sus at se elevernes udvikling på helt tæt hold.
»Jeg tror, at mange på erhvervsskolerne kommer med en dårlig selvtillid i forhold til skolen. Jeg kan være med til at give dem troen på, at de bliver de bedste. At de kan gøre en forskel. Måske er jeg den første, der nogensinde tror på dem. Og det gør bare, at de vokser«, siger hun.
»Jeg har set elever gå fra nærmest at kravle ind i klassen til at være stolte og tro på, at de kan noget. Det, synes jeg, er fantastisk«.
fortsæt med at læse
