Forleden fortalte en dansk veninde mig via Facebook, at hendes datter, der går i 1. klasse, havde fået at vide af sin klasselærer, at hun skulle huske på, at det at gå i skole »ikke var en konkurrence«, og at hun derfor ikke »behøvede at række hånden op hver gang og skynde sig så meget«. Senere har læreren fortalt min veninde, at det ville være en rigtig god idé, hvis hendes datter brugte sin overskydende tid i klassen på at »hjælpe de andre«. Historien fik mig til at tænke på en oplevelse, jeg selv havde i 3. g – tilbage i 1983 – da min dansklærer foreslog mig, at jeg jo også bare kunne lade være med at dukke op til timerne, for han vidste jo godt, hvad min årskarakter ville blive, og så ville der blive »mere plads til de andre«.
Her er det nye danske klassesamfund Episoderne minder mig om to nyere oplevelser: Under en frokost fortalte en god ven mig i sommer en dejlig nyhed. Hans datter, der ellers gik i 1. g på et helt almindeligt gymnasium i København, var blevet accepteret som en ud af ganske få europæiske kostskoleelever på et internationalt elitegymnasium i Sydøstasien. Hun havde selv søgt ind, og faderen var pavestolt. Og jeg, som kender denne søde og dygtige pige en smule, ønskede tillykke: »Hvor er det dog utroligt spændende. Sikke en chance«, sagde jeg anerkendende.
