Når Pia Kjærsgaard synes så underligt ukonkret, når hun skal begrunde, hvorfor hun som den eneste partileder ikke vil støtte en annonce for Dansk Flygtningehjælps indsamling til fordel for Darfur, skyldes det næppe hendes påståede frygt for at blive »brugt«. Hun siger nemlig intet som helst imod indsamlingens formål og indhold, da Politiken.dk udspørger hende om afvisningen: »Nej. Altså, jeg synes bare, at det er lidt smagløst, at man presser partiledere i en valgkamp til at sige ja – eller i mit tilfælde nej – til det her.« (Politiken.dk, 3.11.2007). Naturligvis er Dansk Flygtningehjælps annoncekampagne, hvor otte ud af ni partiledere - altså alle udover Kjærsgaard - optræder samstemmigt, et smart træk, men det er også et nødvendigt træk. Hvis en sådan indsamling overhovedet skal kunne gennemføres under en valgkamp, er man nødt til at inddrage politikerne på en partipolitisk neutral måde. Men hvorfor siger Kjærsgaard så nej til et formål, hun intet har imod? Sandsynligvis fordi Dansk Folkepratis chefideolog og chefteolog, Søren Krarup har skabt fundamentet for sin politiske karriere på en benhård modstand mod lige akkurat Dansk Flygtningehjælp. Herom har jeg tidligere skrevet i bogen, Det nye højre i Danmark i kapitlet om Søren Krarup, der følger hans vej fra flygtningemodstander over Den Danske Forening til Dansk Folkeparti: