Konsekvens og grænser "Som psykolog er det mit indtryk, at den muslimske kulturs opfattelse af aggressivitet er i så skarp konflikt med den danske kultur og lovgivning, at det kan være en afgørende hindring for, at man som muslimsk indvandrer kan blive integreret og føle sig accepteret og godt tilpas i Danmark." (96). Her udfoldes den immanente kortslutning fra Nicolai Sennels' bog Blandt kriminelle muslimer som 'resultat' af hans erfaringer med ca. 150 stærkt psykisk og socialt belastede unge med ikke-vestlig baggrund. En dom over hele "den muslimske kultur". Udover den astronomiske absurditet at slutte psykologisk fra noget så marginalt, selektivt og atypisk til "den muslimske kultur", er problemet selvfølgelig, at skal man vurdere "aggressivitet" historisk ud fra krige og konflikter, hvor muslimer er involveret, giver det heller ingen mening at særstille islamisk krigshistorie som spor mere aggressiv end kristen krigshistorie (eller end sekulær krigshistorie, for den sags skyld) medmindre man går helt selektivt og ahistorisk til værks. Og at tillægge muslimer over én kam en særlig aggressivitet, f.eks. fordi Muhammed personligt førte krige, er nøjagtig ligeså absurd som at tillægge "den kristne kultur" over én kam en kollektiv "offermentalitet", fordi Jesus personligt døde på korset. Det er vidt forskellige faktorer, som er bestemmende for det enkelte menneskes "aggressivitet" eller "offermentalitet" i vidt forskellige lande med den formelt "samme" religiøsitet – bl.a. forskellige socialklasser, forskellige politiske, geografiske og demografiske forhold, ligesom der selvfølgelig er udslagsgivende individuelle genetiske aspekter. At indkredse ét kollektivt følelsesdogme som "aggressivitet" til ca. 1,5 milliarder mennesker i lande, hvor islam er den dominerende religion ("den muslimske kultur"), overskrider grænsen for enhver saglighed. Det gør det ikke bedre, at statistisk sammenblanding af meningsundersøgelser med vidt forskellige præmisser og udgangspunkter fremlægges i én pærevælling for at "bevise", at muslimer i almindelighed er er "ekstremister", og at dette kobles med erfaringerne fra Sønderbro for at påvise kulturdeterminerede faktorer. Men glemmer vi et øjeblik, at Sennels' overordnede dagsorden har det klare mål at skrive sig ind i den verserende værdi- og kulturkamp, og højst formelt er udtryk for en psykologisk analyse af den snævre gruppe af personer, han har arbejdet med på Sønderbro – hvori består da hans konkrete bud på at afhjælpe stærkt belastede unge (med ikke-dansk etnisk baggrund)? For det første fastslår han, at pædagoger, psykologer og andre skal erkende, at "blød" pædagogik er spildt, og at der skal mere kontante tiltag til over for unge af denne marginale støbning. Ja, selvfølgelig. Men der er vel intet nyt eller opsigtsvækkende i den helt banale erfaring, at stærkt omsorgssvigtede og til tider brutaliserede unge med eller uden kriminelle løbebaner reagerer på en ganske anden pædagogisk tilgangsvinkel end den, som mindre belastede unge i almindelighed har gavn af? Og for psykisk belastede unge, der for nogles vedkommende desuden kommer fra familier med autoritære opdragelsesmønstre gør dette sig naturligvis også i særlig grad gældende, hvad socialarbejdere og andre mig bekendt udmærket er bevidste om. Naturligvis omgås man ikke en kriminel 15-årig Nørrebro-rod, der har tilbragt adskillige år på forskellige insititutioner og har frekventeret diverse hårdkogte bander (hvad enten vedkommende har 0, 2 eller 12 'danske' generationer bag sig), på samme måde som en 15-årig ikke-kriminel pige fra middelklassen i Varde. Det er selvindlysende banalt. Sennels må have levet i en tætsluttende osteklokke, når han kan hævde, at det er nyt eller kontroversielt at tale for "konsekvens" og "grænser" fra pædagogers side: "Jeg er uddannet på et dansk universitet og har arbejdet med vestlig pædagogik og psykologi hele mit voksenliv. Derfor har det taget mange år for mig at forstå, at konsekvens ikke altid er noget dårligt." (111). Man undres: Måske Sennels skulle have frekventeret et lidt bredere spektrum af lærebøger? Jeg har selv arbejdet på et børnehjem i København omkr. 1990, og intet mantra var hyppigere gentaget end "konsekvens" og "sæt grænser". Nej, der er ingen overraskende guldkorn at hente hos Sennels, blot banaliteter iscenesat som vovet nytænkning. Udover at slå til lyd for en kontant linje over for marginaliserede rødder påpeger han nødvendigheden af dybdegående samtaler, der fokuserer på deres egne kvaliteter og eget ansvar, gør brug af nogle særlige meditationsøvelser og sætter pris på mere fodbold. Dette er i koncentrat, hvad hans terapi går ud på. Og det er muligvis både uproblematisk og afstressende, om end det vel er sin sag at lade Sennels, der også er aktiv udøver af diamantvejsbuddhisme og elev af den stærkt islamfjendtlige lama Ole Nydahl, ligefrem applicere religiøst inspirerede teknikker på de unge mennesker, han selv karakteriserer som "muslimer", uden at hans eget specifikke religiøse ståsted kommer klart for dagen i bog eller terapi? Hovedproblemet er imidlertid, at Sennels' politiske anliggende rækker langt videre og går i helt andre retninger end hans terapeutiske anliggende i forhold til de anbragte på Sønderbro. Humanisme og individualisme Til tider lancerer Sennels imidlertid en humanistisk indgangsvinkel à la denne: "Humanisme betyder i virkeligheden, at vi skal tage hensyn til det enkelte menneskes behov på trods af dogmer, fordomme og politisk korrekthed." (71). Det er vanskeligt at være uenig. Problemet er bare, at denne programerklæring på ingen måde har indflydelse på hans fremstilling, der tværtimod er gennemsyret af åbenlyse fordomme, dogmer og den nypolitiske korrekthed, som stirrer sig blind på kulturforskelle som altforklarende guldkorn i stedet for at inddrage dem som ét element i den brede vifte af faktorer, der har relevans for forståelsen af menneskelig adfærd. Ikke desto mindre skriver Sennels også ganske fornuftigt: "Men alle folk er ikke ens, og vi har meget forskellige behov. Vi mennesker er forskellige, og vi kommer fra meget forskellige kuturer. (...) Folk lever vidt forskelligt, de opbygger vidt forskellige samfund, de har vidt forskellige værdier og har vidt forskellige normer for, hvordan mennesker lever sammen, og hvordan man opdrager sine børn. Det er dette humanistiske faktum, som den politiske korrekthed får os til at fortie." (72). Nej, det er dette humanistiske faktum, som Sennels og en del andre i praksis underkender og undergraver, fordi det selvfølgelig gør sig gældende ikke blot på tværs af de to "meta-kategorier", der opereres med ("den muslimske" og "den vestlige"), men også i meget vid udstrækning internt inden for de enkelte samfunds og religioners rammer. Mennesker er individer af kød og blod, ikke firkantede legoklodser fra hver deres vestlige eller muslimske kasse. Selvfølgelig er der ingen som helst tvivl om, at kulturelle faktorer også spiller en rolle i menneskelig adfærd, hvilket pædagoger, psykologer og gadearbejdere m.fl. skal tage højde for, men Sennels overtyder disse på bekostning af bl.a. socioøkonomiske omstændigheder, men også i forhold til fuldkommen at se bort fra den adfærdsfaktor, som resulterer af diskrimination og en ekstremt negativt generaliserende antimuslimsk debatkultur, som han selv bidrager til. Faktum er og bliver basalt og banalt, at jo bedre vores sociale og økonomiske udgangspunkt er, jo bedre uddannede, vi er, og jo mere velkomne, vi føler os, desto større mulighed for at forme livet i den retning, vi selv føler og ønsker. Der findes selvsagt også mønsterbrydere med styrker og svagheder, der på godt og ondt er mere uafhængige af deres udgangspunkt end flertallet, og som enten spurter ud af tilværelsens bund eller dratter fra den mest forgyldte og privilegerede tilværelse ned i en social sump – men det er et fåtal. Og naturligvis er det enhver behandlers opgave at styrke de individuelle sider ved et menneske, der kan bringe den enkelte videre, men der er som sagt mange faktorer på spil i individets og tilværelsens kabale – det er ikke et spørgsmål om enten er du selv herre over alting, eller også er alting på godt og ondt "samfundets skyld". Kulturelt betingede problemer er en kendsgerning og omfatter f.eks. tvangsægteskaber, som det kræver en kulturel forståelse at kortlægge, forebygge og forhindre, men det er lige så lidt specifikt "islamisk" som æresdrab, der kendes på tværs af kulturer - selv om det i vores eget samfund er jalousi-drab, der ligger tættest herpå. Men at æresdrab i Danmark hører indvandrermiljøer til, betyder afgjort heller ikke, at socioøkonomiske forhold og uddannelsesniveau er ligegyldige for de snævre sammenhænge, hvori det forekommer. Som i så mange forhold er både problemer og løsninger netop afhængige af en vifte af faktorer, der virker i forskellige retninger og med varierende vægt, bl.a. sociale, økonomiske, kulturelle, udannelsesmæssige og lovgivningsmæssige. Den erkendelse gør det imidlertid langt vanskeligere at dæmonisere én specifik befolkningsgruppe, og derfor har visse politiske aktører meget travlt med voldsomt at overtyde de kulturelle/religiøse parametre og negligere eller bagatellisere alle øvrige. Summa summarum: Sennels' bog er en domsafsigelse over "den evige muslim". Hvem som helst, der kommer – eller hvis forældre kommer – fra et land, hvor islam er den dominerende religion, gøres til en møtrik i samme ekstremistiske maskine, og de vil aldrig kunne leve sammen med "os andre", uden at vi og de gør vold på hinandens kulturer og værdier. Han røber således igen sin udsigt fra osteklokkens indre, når han præsenterer det som noget ganske enestående og nærmest pionéragtigt, at han har talt med muslimer: "Hvis man er en af de meget få, der ligesom jeg har haft chancen for at tale privat med muslimer, er billedet desværre meget klart: Muslimer og danskere er så forskellige, at vi aldrig vil kunne leve sammen uden at skulle gøre vold på vores egen og hinandens kulturer og værdier." (150). "En af de meget få", der har talt privat med muslimer? Som om en danskers samtale med muslimer er noget, der er omtrent lige så sensationelt som en antropologs møde med en ukendt indianerstamme i en sydamerikansk jungle. Det sætter hans opsigtsvækkende konklusion i perspektiv: "Muslimer og danskere er så forskellige, at vi aldrig vil kunne leve sammen uden at skulle gøre vold på vores egen og hinandens kulturer og værdier." (150). En voldsomt kategorisk påstand, beslægtet med en anden af de populære propagandamyter, der også er meget udbredte i debatten, og som Sennels ligeledes forventeligt gentager: "Der findes sikkert moderate muslimer, men det kan jo være lige meget, når de ikke blander sig i diskussionen og lader de troende muslimer om at føre ordet ..." (120). Til tider får man som her indtryk af, at han bare lirer absurde påstande af fra Den Danske Forenings eller Tryggefrihedsselskabets overskudslager – en uargumenteret 'selvfølge', som kendes netop dérfra til hudløshed, bliver pludselig smidt ind i tekksten uden videre forklaring eller argument. Sagen er den, at moderate muslimske foreninger, muslimske politikere og muslimske borgere i et utal af tilfælde har taget til orde i debatten, men Sennels' påstand afslører blot det propagandistiske forehavende: Den immanente påstand er naturligvis, at enhver muslim i sidste ende skal hældes over i Sennels' kategori af "ekstremistiske muslimer", for det er bogens røde tråd, at muslimer som sådan ganske enkelt slet ikke kan integreres i det danske samfund, men kun har bidraget til, at der gøres vold på kulturer og værdier i Danmark. Der er med andre ord overhovedet ingen skelnen imellem muslimske deltagere i den offentlige debat, når det gælder "ekstremisme", dels fordi "muslim" er hvem som helst, der blot har rødder i et land, hvor islam er den dominerende religion, og dels fordi denne brede pseudokategorisering således også implicerer, at vidt forskellige deltagere i den offentlige debat med en sådan baggrund er og bliver en forskelsløs ikke-moderat enhed. Betænk engang rækkevidden af Sennels' påstand: Det betyder, at Özlem Cekic, Naser Khader, Kamal Qureshi, Ahmed Akkari, Asmaa Abdol-Hamid, Farshad Kholgi, Bashy Quraishy, Sherin Khankan, Omar Marzouk, Rushy Rashid, Isam Bachiri, Yildiz Akdogan, Zubair Butt Hussain, Nahid Riazi og Asmat Mojaddedi er karakteriseret af samme psykologiske profil og monolitiske kultur? Enhver muslim – enhver med ikke-vestlig baggrund – er som sagt reduceret til "den evige muslim". De er og bliver alle ét "ekstremistisk muslimsk" fedt i Sennels' forskelssløse optik.