Alle de tunge politiske kræfter fra ikke mindst Venstre og Liberal Alliance er kørt i stilling for at gøre Vejlegårdsagen til den store frihedskamp om en lille og trængt restauratør, der gerne vil have friheden til at lave aftaler med den kristelige fagbevægelse, Krifa, mens 3F blokerer. Bag de politiske sværvægtere, der er flokkedes om restauranten, står også kendis-millionærer som Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen, iværksætteren Martin Thorborg og reklamemanden Søren Kenner (jf. Avisen.dk, 28.9.2012). Det er ikke 'den lille mand' mod 'overmagten'. I dag skal Vejlegårdens restauratør Amin Skov Badrbeigi så i Arbejdsretten, der skal afgøre, om Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) har ret i, at 3F's konflikt er urimelig. Professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, kalder sagsanlægget fra KA et »paradenummer« og forudser, at Vejlegården taber, for i modsat fald vil det undergrave hele den danske model: »For så vil en virksomhed kunne lockoute 3F, sådan som Vejlegården har gjort, og etablere sig med en ringere overenskomst og alligevel være beskyttet mod modangreb fra 3F.« (Ritzau, 2.10.2012). Hvordan det juridiske slagsmål ender, vil vise sig, men den politiske del af sagen er i virkeligheden ret enkel. Restauratøren overtog en restaurant og indledte en arbejdskamp mod den eksisterende overenskomst med 3F for at forringe arbejds- og lønvilkår og tjene flere penge. Længere er den ikke. Og ved den manøvre blev ansatte tvangsflyttet til en ny og ringere overenskomst, hvilket bl.a. har afstedkommet, at restauratøren ifølge et klageskrift til Arbejdsretten skylder en kok over 128.000 kroner. Men ja, derfor handler det også om frihed. Den frihed, der følger lønmodtagerne i kraft af ordentlige arbejds- og lønvilkår, der er forhandlet på plads, men som Vejlegården suspenderer med et fingerknips ved at gennemtvinge en ringere overenskomst og forære Forretningen Krifa en gylden eksponeringsgave (og en forretning er det, for Krifa tæller ikke »medlemmer«, men »kunder«). Også af den grund er det en afgørende sag, der begynder i Arbejdsretten i dag. For alle de liberalistiske millionærer og de tunge politikere i Venstre og Liberal Alliance har jo set rigtigt, når de har set, at der her udspiller sig en skæbnekamp med afgørende implikationer for den danske model og den danske fagbevægelse – vel at mærke den fagbevægelse, der er en fagbevægelse og ikke en butik, og som af samme grund har medlemmer, ikke 'kunder'. Det handler om friheden til lovligt at kunne kæmpe imod forringelser i arbejds- og lønvilkår, der gennemtvinges over night. Søren Fibiger Olesen, der er formand for Krifa, kom da også på et tidspunkt for skade at indrømme, at Krifas overenskomst på en lang række områder er en forringelse de ansatte end Krifas: »Vi må erkende, at når 3F's og vores overenskomst bliver sat op over for hinanden, så ser det ikke for godt ud.« (Berlingske, 25.7.2012). Nej, det gør det ikke. Og derfor er kampen for 3F ikke bare en kamp for en enkelt overenskomst, men for hele fagbevægelsens eksistensberettigelse som lønmodtagernes frihedsbevægelse. APROPOS > Fagbevægelse og frihedsbevægelse