Mattias Tesfaye, Thor Möger, Villy Søvndal og Astrid Krag tabte med et brag formandsopgøret i SF, efter at deres fløj havde tabt, tabt, tabt og tabt vælgere, medlemmer og troværdighed i året op til seneste folketingsvalg, under folketingsvalget og et år efter folketingsvalget. Det er på denne (behændigt ufortalte) baggrund, at Tesfaye i et debatindlæg føler sig kaldet til at advare imod, at de nuværende regeringspartier taber næste valg og ender med nye ti års ørkenvandring i opposition! Det er med andre ord komik på et højere plan, det her. Den kurs, han selv har stået som en af spydspidserne for, er ganske enkelt nøjagtig den kurs, SF har har styrtblødt for siden slutningen af 2010. En kurs, der har iscenesat sig selv i den mest firkantede arbejderromantik med leverpostejmadder og blå kedeldragter i skurvognene som nationens omdrejningspunkt. En arbejderopfattelse så stereotyp, at man skulle tro, den var tænkt som en karikatur. En kurs, hvor de ringest stillede skal bidrage mere til de velbjærgede, hvor ledige fortsat kan være jaget vildt, og hvor værdipolitikken har været et ophørsudsalg til højrefløjen i Socialdemokratiet. Det er den fløj, der er hoppet lige i kanen med nationalisternes forargelse over, at man kan tage hensyn til muslimer i børnehaver og servere halal, og som har omklamret nyliberalisternes forargelse over, at man kan finde enkelte ledige med et højere rådighedsbeløb end lavtlønnede. Og som hellere vil kæmpe indirekte imod de ledige end direkte for de lavtlønnede. Den fløj, som ikke kan gennemskue de mest basale sammenhænge i et velfærdssamfund, der ikke alene skal undgå, at familier må gå fra hus og hjem, men også skal kunne modstå, at finanskrisen tvinger både lønningerne og socialydelser så meget i bund, at desperation tvinger hvem som helst til hvad som helst. Den fløj, som hellere bidrager til den værste tabloid-gabestoksmentalitet, når en Carina eller en Robert skal være skydeskive og distraktionsfaktor for de reelle samfundsproblemer. For reelt er den forargelsesfælde, som Tesfaye er plumpet i med begge fødder, naturligvis lige netop skræddersyet til at presse lønmodtagerne maksimalt og få 'tyske lønninger og svenske skatter', som Claus Hjort Frederiksen ønsker, men som Tesfaye selv advarer imod. Tesfayes politiske hjerte banker således oprigtigt og varmt for de lavtlønnede, men hans politiske virkemidler gavner dem desværre ikke, tværtimod. Nej, det er hverken er de ledige eller de lediges ydelser, der er skyld i ledigheden, og hverken tvangsarbejde eller sulteydelse skaber ét eneste reelt job, men presser blot nogle ledige ind på arbejdsmarkedet ved at presse andre lønmodtagere ud af arbejdsmarkedet. Men det er denne kurs, som SF under Tesfaye & Co.'s lederskab reelt applauderede – og som indtil videre også har bundet SF under Vilhelmsens lederskab. Personligt og politisk karrieremæssigt er Tesfaye & Co.'s taberfløj imidlertid nu sneet helt inde på en politisk parkeringsplads uden opklaring i sigte. Derfor er det vanskeligt ikke at læse indlægget som en italesættelse af behovet for et kommende parti af de forsmåede SF'ere, der tabte formandsopgøret – en plan, der allerede går rygter om – hvis det da ikke bare er en slet skjult ansøgning til en kommende karriere hos Socialdemokraterne? Tesfayes skamros til Bjarne Corydon og Mette Frederiksen er i alle tilfælde så tyk, at den kammer helt over i et tårkrummende knæfald: Han »stråler af glæde«, når han »ser Mette Frederiksen i sikkerhedshjelm på symbolsk myndighedskontrol mod social dumpning«. Meget mere symptomatisk og selvafslørende bliver det ikke for den overfladiskhed, hvormed Möger, Tesfaye og Krag m.fl. har forvaltet og tabt en historisk mulighed for at sætte realpolitiske SF-aftryk på en regering: Han STRÅLER af glæde over Frederiksens SYMBOLSKE myndighedskontrol ... Tesfayes partipolitiske længdespringskarriere begyndte i DKP/ML, førte ham videre til Enhedslisten i 2005 og videre til SF's højrefløj i 2008, for nu i 2012 at appellere med glædestårer i øjnene til Socialdemokraternes højrefløj. En højrefløj, personificeret af Corydon, hvis aktuelle politik for få år siden ville have kunnet sikre ham en ministerpost i VK-regeringen. Tjah, så hurtigt går den politiske udvikling herhjemme. Det korte af det lange er, at Tesfaye & Co. er de SIDSTE, der kan pege fingre af NOGEN, hvis regeringen taber næste valg, for han og hans fløj har været kernetropperne i udarbejdelsen af regeringsgrundlaget og -kursen, der har desillusioneret vælgerkorpset. Det er en talsmand for den kurs, der har tabt alt på gulvet, som nu advarer imod at tabe alt på gulvet. APROPOS > Möger fik transformeret SF fra vagthund til magthund > SF - udvikling eller afvikling?