Politisk kunst er dårlig kunst

Rasmus Jarlov

- i hvert fald meget ofte!



Kunstrådets afgående formand, Mads Øvlisen, har i en breside mod den samlede danske kunstverden og os kulturpolitikere efterlyst, at kunsten står mere centralt i den politiske debat.



Grunden til at kunsten ikke i samme grad som i 1970’erne dominerer den politiske debat er den simple, at kunsten ikke længere i samme grad bruges til at fremme bestemte politiske synspunkter. Fri os for at vende tilbage til den tid, hvor alle kunstnere uanset evne eller indsigt følte, de skulle træde frem som politiske orakler men blot endte med at være trækdyr for den samme punkterede venstreorienterede vogn.



Kunstnere er velkommen til at deltage i den politiske debat. Men det er et fremskridt at kunstnere i dag tænker mere over, hvor de har mest at byde ind med i stedet for automatisk at blive politiske.



I dag beskæftiger flere kunstnere sig med mere nære medmenneskelige relationer end politik. Det er der intet som helst i vejen med. Budskaber om kærlighed, jalousi, had, drømme, liv og død er ikke mindre vigtige end budskaber om Vietnam-krigen og nej til atomkraft. Kom ikke og sig, at dansk film ikke har fortalt os meget om hinanden og vores samfund de sidste år. Bænken, Festen og Den eneste ene er i den grad vedkommende for os, selvom de ikke er politiske.



Det vigtige er, at kunsten har et budskab, som er relevant. Ikke at kunsten beskæftiger sig med bestemte emner, som vi bestemmer centralt. Vi har hverken intention om at holde kunsten ude af politik eller tvinge kunstnere, som ikke har evner eller lyst til at blande sig i politik. De er velkommen, men det er ikke et krav.



Kunsten skal være fri og træde ind, hvor den selv vil. Det er en af vores vigtigste visioner for dansk kunst. Det er en anderledes vision end Øvlisens, men det bliver den ikke mindre rigtig af.




NB: Jeg er på Facebookher, hvis du vil være ven og diskutere videre











  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce