I Holstebro kan man i øjeblikket se en række portrætmalerier af danske politikere med svære krigsskader. Vores statsminister ligner en djævel med skudhuller i panden, blodet løber ned ad Per Stig Møllers ansigt, mens brillerne er slået itu, og Lene Espersens kæbe er skudt halvt af. Mange har nok set malerierne, der både har været vist her i avisen og i tv, for de er i sandhed makabre. Det er en slags kontrafaktiske portrætter, der foregiver, at nogle af de politikere, som har ført Danmark i krig, selv skulle blive ofre. De er fiktive dokumentationer i en hævnfortælling. Kunstneren bag portrætterne hedder Simone Aaberg Kærn, og det var også hende, der malede Anders Fogh Rasmussen, dengang han forlod statsministeriet. Fælles for malerierne er, at de minder om de gamle fidusmalerier, som ofte forestiller en lille, grædende sigøjnerpige. LÆS OGSÅKrigsportrætter sårer ansvarlige danske ministre Kunst afspejler sin samtids politiske klima, og i terrorens tidsalder er fiduskunstens ubehjælpsomhed til stede som træk i den politiske verden. Fremstillingen af den danske 'succes' i Afghanistan, der gør det muligt at trække vores soldater hjem, er ligeså uærlig en kliche som Kærn-maleriernes patetiske, politiske udsagn. Fra et æstetisk synspunkt er det også svært at karakterisere malerierne som god kunst. Men malerierne fortæller noget om, hvor vanskeligt det er at lave politisk kunst i terrorens tidsalder. Den politiske kunst har ikke været sig selv siden 1970'erne, hvor den endte i en udgave, der virkede så vulgær på eftertiden, at den blev henvist til et hjørne allerlængst væk på landets kunstakademier. I årtier blev den politiske interesse kanaliseret over i postmoderne formeksperimenter. Kreativ vildskab flyttede ind i 70'ernes politiske dødsbo, der blev fyldt med naturvidenskabelige undersøgelser, sociale installationer og uforpligtende leg med materialer. Distancen til politik kulminerede i 1990'ernes ubekymrede eufori, mens det nye årtusinde truede med en ny og endnu ukendt virkelighed. LÆS OGSÅ»Terrorloven rammer den politiske kunst« Angrebet på World Trade Center i 2001 indvarslede en ny tidsalder, som også kunsten måtte forholde sig til. Det gjorde den store, tyske komponist Karlheinz Stockhausen, der på baggrund af det æstetiske potentiale i den kendte billedsekvens udtalte, at 'det var det største kunstværk, man kunne forestille sig'. Selv mente han sig misforstået og fortalte, at han havde sagt, at 'det var Lucifers største kunstværk'. Nuvel, sætningen kom under alle omstændigheder til at farve den gamle supermodernists eftermæle kulsort.
Men det var ikke bare Stockhausens gode ry, som røg ved den lejlighed - det gjorde muligheden for æstetisk bearbejdelse af terroren også. Den grænseoverskridende terrorhandling overskred også grænsen til kunstens frirum og gjorde æstetisering af terror tabubelagt og risikabel. I terrorens fortælling er der ikke plads til den slags nuancer, som billedkunsten næres ved. Siden har politikken trængt sig på i kunstens verden uden at kunne blive forløst. Men samtiden har brug for kunsten til at stille spørgsmål til den måde, vi tænker på, og den måde virkeligheden fremstilles på i det store mediemaskineri. For selv om det var en uheldig formulering, havde Stockhausen jo ret i, at terrorens æstetik rummer en helt ustyrlig kraft, som oppebæres af de moderne mediers natur. Og det er ikke mindst som modvægt til den virkelighed, vi har brug for kunstens sanselige politik. LÆS OGSÅPolitisk kunst er dårlig kunst Simone Aaberg Kærn har tidligere beskæftiget sig med dokumentarisme i filmen 'Smiling in a war zone', hvor hun i et lille privatfly tager til Kabul for at indfri en afghansk piges drøm om at flyve. Det var et modigt og vellykket værk. Ved at afdække virkeligheden som dokumentarist løber hun ikke ind i 'Stockhausensyndromet' på samme måde, som hun synes at gøre det som billedkunstner. Fiduskunsten fra Aaberg Kærn er et eksempel på, hvor vanskeligt det er at lave begavet politisk kunst i dag. Selv ikke de politikere, som er blevet portrætteret, har andet end overbærende hovedrysten tilovers for projektet. Som politisk statement er værkerne lige så patetiske, som deres æstetiske kvalitet er lav. Men som forsøg på at forstyrre den berøringsangst, der opstod på den rygende Ground Zero, kan de makabre portrætter og andre værker på udstillingen 'Krig, kunst og Danmark' på Holstebro Museum måske blive en rambuk, der bryder med det tabu, som Stockhausen kom til at lægge navn og rygte til.
