Ramt. Lars Løkke Rasmussen som såret i samlingen, der ved at lade krigens gru gå ud over de ansvarlige politikere søger at manifestere krigens konsekvenser dybere i beskueren.
Foto: Holstebro Museum/Simone Aaberg Kærn

Ramt. Lars Løkke Rasmussen som såret i samlingen, der ved at lade krigens gru gå ud over de ansvarlige politikere søger at manifestere krigens konsekvenser dybere i beskueren.

Christoffer Emil Bruun

Fiduskunst i terrorens tidsalder

Siden 11. september 2001 har den politiske kunst lidt af 'Stockhausensyndromet'.

Christoffer Emil Bruun
FOR ABONNENTER

I Holstebro kan man i øjeblikket se en række portrætmalerier af danske politikere med svære krigsskader.

Vores statsminister ligner en djævel med skudhuller i panden, blodet løber ned ad Per Stig Møllers ansigt, mens brillerne er slået itu, og Lene Espersens kæbe er skudt halvt af.

Mange har nok set malerierne, der både har været vist her i avisen og i tv, for de er i sandhed makabre. Det er en slags kontrafaktiske portrætter, der foregiver, at nogle af de politikere, som har ført Danmark i krig, selv skulle blive ofre. De er fiktive dokumentationer i en hævnfortælling.

Kunstneren bag portrætterne hedder Simone Aaberg Kærn, og det var også hende, der malede Anders Fogh Rasmussen, dengang han forlod statsministeriet. Fælles for malerierne er, at de minder om de gamle fidusmalerier, som ofte forestiller en lille, grædende sigøjnerpige.

LÆS OGSÅ

Kunst afspejler sin samtids politiske klima, og i terrorens tidsalder er fiduskunstens ubehjælpsomhed til stede som træk i den politiske verden. Fremstillingen af den danske 'succes' i Afghanistan, der gør det muligt at trække vores soldater hjem, er ligeså uærlig en kliche som Kærn-maleriernes patetiske, politiske udsagn.

Fra et æstetisk synspunkt er det også svært at karakterisere malerierne som god kunst. Men malerierne fortæller noget om, hvor vanskeligt det er at lave politisk kunst i terrorens tidsalder.

Den politiske kunst har ikke været sig selv siden 1970'erne, hvor den endte i en udgave, der virkede så vulgær på eftertiden, at den blev henvist til et hjørne allerlængst væk på landets kunstakademier. I årtier blev den politiske interesse kanaliseret over i postmoderne formeksperimenter.

Kreativ vildskab flyttede ind i 70'ernes politiske dødsbo, der blev fyldt med naturvidenskabelige undersøgelser, sociale installationer og uforpligtende leg med materialer. Distancen til politik kulminerede i 1990'ernes ubekymrede eufori, mens det nye årtusinde truede med en ny og endnu ukendt virkelighed.

LÆS OGSÅ

Angrebet på World Trade Center i 2001 indvarslede en ny tidsalder, som også kunsten måtte forholde sig til. Det gjorde den store, tyske komponist Karlheinz Stockhausen, der på baggrund af det æstetiske potentiale i den kendte billedsekvens udtalte, at 'det var det største kunstværk, man kunne forestille sig'.

Selv mente han sig misforstået og fortalte, at han havde sagt, at 'det var Lucifers største kunstværk'. Nuvel, sætningen kom under alle omstændigheder til at farve den gamle supermodernists eftermæle kulsort.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang i 3 måneder for 299 kr

Eller prøv én måned for 1 kr.

Se tilbud

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce