Da jeg i 1980’erne voksede op i det kommunistiske Albanien, var der meget lidt at tage sig til på de varme sommeraftener, bortset fra xhiro (udtales djee-ro og stammer fra det latinske gyrare eller det oldgræske γῦρος, der bogstavelig talt betyder at gå omkring). Xhiro var, hvad andre europæere måske ville kalde en passeggiata eller en promenade eller en Spaziergang. Men xhiro var mere, end nogen af disse ord kan beskrive: Den var et ritual bestående af håb og styrke, som om man var ligeglad med, at der ikke var andet at lave end xhiro, som om xhiro alligevel var den bedste aktivitet blandt myriaden af ikkeeksisterende alternative aktiviteter.
Hvad indebærer xhiro? I min hjemby, Durrës, ved Adriaterhavskysten, tog folk deres bedste tøj på, og så snart solen gik ned, slentrede de gennem byens centrum, til de nåede havnefronten. Men at forsøge at forklare, hvor xhiroen skulle kulminere, ville være misvisende. Man risikerer let at få det til at lyde, som om den havde et formål: at komme et sted hen, eller at møde nogen, eller at få noget gjort. Sandheden er: Der var intet formål. Xhiroen var et mål i sig selv. Den havde sine egne regler, sin egen symbolik, endda sit eget tempo. Ikke for hurtigt (da det ville have antydet, at man forsøgte at nå et sted hen) og heller ikke for langsomt (da det ville have udløst menneskelig trængsel og fået alle til at standse op).
