Verdens fødevarekrise skal løses med kartofler! Sådan lød det fra FN’s fødevareorganisation, FAO, i International Herald Tribune i slutningen af oktober. Anledningen var det internationale kartoffelår – 2008. Kartofler er da også et lødigt produkt af god ernæringsmæssig kvalitet, så på den baggrund er der ikke noget galt med opfordringen. Spørgsmålet er blot, om løsningen på verdens fødevareproblemer er så enkel. Kartoflen kommer fra Peru. Det var herfra, at Columbus tog den med til Europa for 500 år siden, sammen med guld, sølv og andre ædelmetaller, stjålet fra inkaerne. Kartoflen kom primært med, fordi det gav sømændene noget at spise på vejen hjem over Atlanten. Men det tog flere hundrede år, før kartoflen slog an i Europa. I Danmark betragter vi næsten kartoflen som vores egen, men den er faktisk ’indvandret’ for mindre end 300 år siden med de franske huguenotter, og først fra begyndelsen af 1800-tallet fandt den sin plads på de danske middagsborde. KARTOFLEN – eller Solanum tuberosum – er i dag den fjerde mest betydningsfulde afgrøde i verden, målt på produktion, kun overgået af majs, hvede og ris. Der produceres over 300 mio. ton kartofler i verden om året. For 10 år siden blev størstedelen af kartofler dyrket og spist i den industrialiserede verden, især Europa og USA, men det har nu ændret sig. I dag er Kina og Indien på første- og tredjepladsen i global produktion, selv om de ikke traditionelt er kartoffelspisere. Kartoflen er altså en stadig vigtigere kilde til føde og indtægt, og derfor anbefaler FAO at øge kartoffelproduktion og -forbrug. Kartoflen består mest af vand (ca. 75 pct.), op til 20 pct. stivelse, samt vigtige næringsstoffer. 300 gram kartofler, en normal ration til en person, indeholder 75 pct. af det daglige indtag af C-vitamin, men kun 8 pct. af kalorier, hvilket modsiger myten om, at kartofler er fedende. Kartofler feder ikke. Kartofler indeholder desuden protein, mineraler som jern og fosfor, og andre vitaminer som B-komplekset. Der er 200 kartoffelarter i verden, heraf 9 spiselige. Blandt disse arter findes 5.000 sorter til dyrkning rundt om i verden, f.eks. bintje, som vi kender herhjemme. Alle disse arter og sorter har varierende egenskaber i forhold til tørke- og kuldetolerance, indhold af solanin, knoldform og –størrelse, knoldfarve osv. Bør kartoflen have større betydning, end den allerede har? Fordelen ved kartoflen er, at den giver mere næringsrig føde hurtigere, på mindre areal og i barskere klima, end mange andre afgrøder. Cirka 85 pct. af kartoffelplanten er spiselig, mens det kun gælder for 50 pct. af en kornplante. Ulempen er vanskelig transport og flere sygdoms- og skadedyrsproblemer. Kartofler kan f.eks. også kun dyrkes i kølige områder med tilstrækkelig nedbør, da kartoffelplanten er tørkefølsom. Under mere tørre forhold bør i stedet dyrkes rod- og knoldfrugter såsom yams, der er den vigtigste landbrugsafgrøde i Vestafrika; cassava, der er en tørkeresistent stivelsesafgrøde med stigende popularitet i Afrika; og sødkartoffel, der har et højt indhold af betacaroten. VI HAR tidligere set andre eksempler på enkle løsningsmodeller til fødevarekrisen, f.eks. genetisk modificerede planter (GMO’er). I en ny rapport fra FN’s landbrugspanel, IAASTD, frarådes det dog at øge verdens produktion af fødevarer ved øget brug af GMO-planter og kunstgødning. I stedet skal fremtidens fødevareproduktion foregå med samtidig beskyttelse af naturlige ressourcer som jord, vand, skove og landskaber. Hvis ikke, vil jorden være udpint om få år. Derfor foreslås det bl.a. at afskaffe landbrugets støtteordninger i EU og USA, give kvinder adgang til at eje jord, fjerne importbegrænsninger og plantepatenter samt omlægge det globale landbrug til bæredygtig dyrkning af jorden. Vi skal væk fra destruktivt, kemikalieafhængigt industrielt landbrug og hen mod miljømæssigt sunde og moderne landbrugsmetoder, som sætter biodiversitet og jordens frugtbarhed i højsædet. HVIS VI fortsat skal kunne brødføde verdens befolkning, skal der derfor nogle meget mere komplekse løsninger til end blot at producere nogle flere kartofler. Vi skal i fremtiden satse på intelligente dyrkningssystemer med et sædskifte, der indeholder hele paletten af afgrøder, inklusive korn, bælgplanter, andre vekselafgrøder som rod- og knoldfrugter, suppleret med grøntsager og frugt, tilpasset dyrkning under de specifikke forhold. Her skal vi se os om blandt de mange uudforskede og uforædlede arter fra Afrika og Andesregionen. Ikke mindst tørkefølsomme arter kan få stor betydning, i takt med at der bliver stadigt færre vandressourcer. Husdyr giver gødning til afgrøderne, og gødningen er medvirkende til at holde på vandet i jorden. Intensiv produktion af landbrugsafgrøder i bynære områder får også stigende betydning, idet de unge i Afrika og andre steder søger ind mod byerne for at søge muligheder, de ikke kan finde på landet. Der vil derfor opstå et behov for dyrkning af fødevarer på små arealer i og omkring større byer. Rod- og knoldfrugter som kartoffel, sødkartoffel og andre vil egne sig fortrinligt til denne form for produktion, hvor de kan give stort udbytte på et lille areal. Dyrkningssystemerne skal kombineres med teknikker til brug af de stadigt mere sparsomme vandressourcer på den bedste måde, såsom vanding med drypslanger, der positionerer vandet direkte ved planten og kan tilføre vand, når planten behøver det. Vi kan gøre brug af endnu uudnyttede ressourcer til vanding, såsom renset spildevand og saltvand, og vi kan opsamle og lagre regnvand til perioder, hvor det er efterspurgt. Kun ved en sådan bredspektret indsats kan vi optimere vores muligheder for at producere fødevarer på en bæredygtig måde – også resten af dette århundrede.