Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kroniken: Når skjult kamera bliver en del af virkeligheden

I seks måneder har Eva været ansat i Bocentret Ringbo for at lave hemmelige tv-optagelser. Det er en dybt problematisk journalistik.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kære Eva

Vi er tre psykologer, der arbejder i socialpsykiatrien. To af os på det socialpsykiatriske bocenter Ringbo. Vi udtaler os ikke på vegne af hverken socialpsykiatrien, Ringbo eller Københavns Kommune. Kroniken består af personlige refleksioner.

Vi skriver til dig, Eva, fordi du har lavet skjulte optagelser i Ringbo. Optagelser af beboere og medarbejdere, som i søndags, 10. februar 2008, blev vist i DR’s ’21 Søndag’.

Vi kender dig ikke, vi ved end ikke, hvordan du ser ud. Vi ved ikke engang, hvilke tanker du gjorde dig, inden du skjulte et kamera på dig selv og blev vores kollega, men din tid i Ringbo har konsekvenser, der går dybere, end vi tror, du forestiller dig. Det vil vi gerne fortælle dig om.

Det er vores håb med det her åbne brev, at du som spirende journalist bliver opmærksom på de problemstillinger, skjulte optagelser afstedkommer i det socialfaglige arbejde.

Personalet i det hus, hvor du har været ansat, siger, at du har været en værdsat medarbejder, og at du også har været dygtig til at træde ind i forhold til de mennesker, der bor i huset, på en tillidsvækkende måde. Fra beboerne selv ved vi, at du har fået dem til at åbne sig og fortælle meget personlige ting. Ideen om at gøre en indsats i forhold til arbejdet med sindslidende er god. Det er dejligt med ildsjæle – vi tænker endda på os selv som sådanne. Men hvis du virkelig gerne vil hjælpe med at løfte den kæmpe og komplekse opgave, det er at arbejde med alvorligt sindslidende i socialpsykiatrien, så skulle du ikke have brugt skjulte optagelser.

Du skal nemlig vide, at der i kølvandet på denne historie er sket følgende: Vi har som psykologer ydet krisehjælp til både beboere og personale i det pågældende hus.

Vi har talt med grædende medarbejdere og afmægtige beboere. Du skal vide, at beboere, du har haft en tæt relation til, er blevet indlagt på lukket afdeling som følge af det dobbeltspil, du har ført. Det må i sig selv give dig og journalistikken stof til eftertanke.

I vores øjne har en menneskelig relation en meningsopbyggende karakter. Vi er hermed delagtige i hinandens liv og i hinandens psykiske op- og nedture, og du har i en periode været med til at holde disse beboeres liv i din hånd, og så gav du slip.

Dine handlinger har tilført et meningstab for medarbejdere og især for beboere. Spørgsmålet er, om du egentlig har nået at tænke over, hvilke interesser du tjener med disse skjulte optagelser.

Med de skjulte optagelser har du luret nogle sårbare borgere, for hvem gennemskuelighed og åbenhed er afgørende for deres trivsel og mulighed for at komme sig. Den dobbelthed og perspektivforvikling, du producerer, er et af deres største problemer og har haft direkte og synlige konsekvenser for de beboere, du har haft med at gøre. En beboer, som har oplevet sig særlig tæt på dig, fortæller, at han efter det, der er sket, aldrig igen kan stole på nogen.

Du og Bastard Film, som står bag, har skudt forbi med jeres valg af metode. Det socialfaglige arbejde er skruet sådan sammen, at det bygger på årelange tætte relationer.

Den sociale lim, der binder disse relationer sammen, er ofte uigennemskuelig for udefrakommende. På samme måde som det gør sig gældende i parforhold og familier. Man kan finde sig i ting fra mennesker, man har en tæt relation til, fordi de betyder noget ud over selve handlingen. Det samme gør sig gældende omkring kulturen i Ringbo, som du jo nu kender indefra. Det må være underligt for dig kun at vise negative sider og ikke hylde alt det gode, tætte arbejde, vi ved, at du har været en del af. I den socialfaglige praksis er der ikke noget, der med rimelighed kan tages ud af sin sammenhæng på den måde, du gør. Vi tror, at din metode bygger på en journalistisk ide om at kunne demaskere magtens forsømmelser og overgreb ’live’. Men magten er ikke kun derude i bocentrenes komplekse praksis. Kære Eva, du er del af en magtform, som er dybt problematisk.

Vi hører ofte historien om beboere, der ønsker hjælp til rengøring, men som ikke lukker personalet ind på deres værelser. I rengøringsstandardsproget er et møgbeskidt værelse en åbenbar og ligetil opgave. I et juridisk og pædagogfagligt perspektiv er det en meningsfuld opgave. Men en opgave, der ikke er en umiddelbar løsning på. Bekymringen er, kære Eva, at der i kølvandet på din udsendelse bliver formuleret faglige standarder, der ikke tager udgangspunkt i beboernes individuelle behov, men tager udgangspunkt i at dulme offentlighedens forargelse over det, de så i ’21 Søndag’ 10. februar.

Kære Eva. Vi har besluttet os for at gøre det nemt for dig, så du en anden gang ikke behøver at iføre dig blå briller og skjult kamera. Vi vil fortælle dig om de sværeste opgaver, vi arbejder med. Så behøver du slet ikke at besvære dig med at afsløre os. Vi kan afsløre det, du ikke fik med, og det er ikke småting! Her får du i overskrifter hele historien om bagsiden af livet i et københavnsk bocenter.

I Ringbo kan du tage billeder af beboere, der går sultne i seng hver aften. I Ringbo kan du tage billeder af beboere, der går rundt i bare tæer i frostvejr. I Ringbo kan du tage billeder af beboere, der har sukkersyge, men ikke tager deres insulin eller følger diæt. I Ringbo kan du tage billeder af beboere, der lugter af urin og afføring. I Ringbo kan du tage billeder af en kvinde, som igen og igen inviterer sin kæreste, der banker hende. I Ringbo kan du tage billeder af medarbejdere, der bliver devaluerede af beboere i otte timer og derefter smiler og siger tak for i dag. I Ringbo kan du tage billeder af beboere, der tager ulovlige stoffer. I Ringbo kan du tage billeder af mennesker, der ikke har fået et knus de sidste 20 år. Det må der da være gode billeder i?

Beboere, der går sultne i seng, fordi de fravælger fælles madordning og bruger deres pension på andre ting. Beboere, der lugter af urin og afføring, fordi de nægter medarbejdere at hjælpe dem. Frustrerede medarbejdere, der endnu en gang resultatløst forsøger at lave en aftale med en beboer om at tage et bad. Lovgivningen giver beboere på bocentrene ret til selv at administrere deres liv, og nogle beboere bruger denne ret til at træffe valg, som for os andre har hjerteskærende konsekvenser. Men i din branche, Eva, hedder det måske snarere, »at der er gode billeder i det«.

Så kære Eva, omsorg og støtte i vores komplekse arbejdsfelt er fyldt med vedvarende dilemmaer, som medarbejdere løbende skal afveje og vurdere i forhold til deres handlinger. I relationsarbejdet skal man hele tiden balancere mellem beboerens ret til selvbestemmelse og nødvendige interventioner, der potentielt er et overgreb. Vi taler ofte om det som forholdet mellem omsorgssvigt og omsorgspligt.

Medarbejderen skal i hver en handling håndtere menneskelige, sundhedsfaglige, pædagogfaglige, etiske og juridiske implikationer og skal kunne handle i forhold til disse, også i forhold til de aktuelle politiske strømninger. Måske har du endnu ikke forstået, at det, der kan fremstå forargeligt – endda ulovligt – godt kan være socialfagligt meningsfuldt.

Der er mange problemer at tage fat på i vores felt, og vi fristes til at sige til dig og de andre, der tager de ’forargende snapshots’, at I skulle bare vide, hvad der egentlig foregår, når 15 alvorligt psykisk syge bliver placeret på værelser ned til 10 m{+2} med fælles bad og uden udsigt til anden bolig. Du har selvfølgelig ret i, at det er ikke alt, der kan forsvares, og det er heller ikke alt, der skal forsvares. Der er bestemt plads til forbedringer og ikke mindst nytænkning. Dette er et forsøg på i offentlighed at tænke nogle tanker højt om det felt, som du nu har begivet dig ind i. Så bliver det måske tydeligere, hvordan man kan etablere en ordentlig journalistisk dækning.

Din journalistiske magt virker gennem løsrevne udsagn. Skjult kamera er en form for journalistisk magt, der, når den står alene, udstiller den socialfaglige indsats på urimeligt grundlag (uden for kontekst) og devaluerer beboere og medarbejdere som ansvarlige og fornuftige mennesker, der forsøger at få en hverdag til at hænge sammen. De eneste, der får noget ud af det, er Bastard Film og enkeltsagsorienterede politikere. Samt de seere, der får lejlighed til at nyde deres retfærdige harme bag sofabordets beskyttende barriere. Fælles for de tre parter er, at de ikke selv har noget på spil, men det har beboerne og medarbejderne, Eva.

Sympatien med de udstødte og sårbare borgere opstår i medieskabte lommer uden kontinuitet, uden ansvar og forpligtelser for, at der sker noget. Vi synes, du med din metode udpeger de ’skyldige’ og utydeliggør samfundets ansvar. God journalistisk dækning går i dybden med centrale spørgsmål som: Skal vi ændre ved beboernes rettigheder? Skal vi ændre ved medarbejdernes beføjelser? Hvordan skal vi udvikle vores faglige praksis? Skal vi bruge flere af vores ressourcer på kontrol? Vi reflekterer over de spørgsmål hver dag og synes, det er svært. Hvad synes du, Eva?

I kølvandet på de skjulte optagelser påtvinger du systemet en ærlighed, der er hevet ud af en kontekst, og som ikke kan håndteres, og det ender formentlig kun i symbolpolitiske reaktioner og måske handlinger. I symbolpolitik tager man ikke fat om nældens rod, man foreslår tiltag, som har været prøvet rigtig mange gange før. Tiltag, som er forståelige i en almindelig logik, f.eks. at lave aftaler med beboerne. For nogle mennesker er den mening, de får ud af et fællesskab med andre mennesker ved at ryge hash, det, som gør, at de overlever.

Vi skal snarere basere os på primærkontrol gennem relationer, kærlighed og tillid – og ikke sekundærkontrol som videokamera, nøgler og skemaer. Hvis krav om yderligere dokumentation bliver en konsekvens af denne udsendelse, vil vi gerne plædere for, at det bliver grundet i faglighed og ikke i kontrol. Dokumentation og standarder skal være et våben frem for en klods om benet. Vi skulle gerne opbygge en relation, der kan tåle mere end en løftet pegefinger. Vi skal have fokus på kompleksiteten i den sammensatte opgave og videreudvikle en relevant faglighed. Ellers kunne vi lige så godt give opgaven videre til ISS.

I efteråret 2006 var Folketingets paragraf 71-udvalg – det er dem, som fører tilsyn med magtanvendelserne i behandlingspsykiatrien – i Finland for at høre om metoden ’Åbne dialoger’. Netop hjemvendt fra denne rejse skrev det bredt politisk sammensatte udvalg en fælles pressemeddelelse med overskriften, at de ville revolutionere behandlingspsykiatrien. Hvis du virkelig gerne ville gøre noget for sindslidende, så havde det måske givet mere mening at følge op på det. For det er der os bekendt ingen, der har gjort.



Lovgivningen giver beboere på bocentrene ret til selv at administrere deres liv, og nogle beboere bruger denne ret til at træffe valg, som for os andre har hjerteskærende konsekvenser. Men i din branche, Eva, hedder det måske snarere, »at der er gode billeder i det«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden