De vil nødig indrømme det. Men det er en borgerlig målsætning, at de lavest lønnede skal have mindre i løn og ringere adgang til et godt liv. Når de ikke kan komme uden om at tale om det, pakker de det oftest ind i snak om konkurrenceevne og sikringen af fremtidens velfærd og velstand. Om hvordan Danmark skal klare sig i den globale verden, hvad vi skal leve af, og om der er råd til plejehjem og hjemmehjælp om ti eller tyve år. Ikke desto mindre skinner det tydeligt igennem: Borgerlige politikere har hede drømme om et Danmark, hvor lønudviklingen for dem i bunden går i stå, og springet op til alle andre øges.
Sker det, vil vi få en ny underklasse af ’arbejdende fattige’. I den fulde version af den borgerlige drøm vil denne underklasses fattigdom i kroner og ører gå hånd i hånd med afsavn på sundhedsområdet og i forhold til deres sociale sikkerhed. Det er hårde anklager. Men de gennemsyrer Venstres, Konservatives og Liberal Alliances politik. At være i arbejde og være fattig lyder umiddelbart selvmodsigende. I Danmark er det da heller ikke så stor en del af arbejdstagerne, for hvem det er tilfældet.
